Sådan står det til med Danmarks kystvande

Foto: Markus Spiske / Unsplash

De nye vurderinger af tilstanden for Danmarks kystvande bygger på udvidede data og giver derfor et opdateret grundlag for arbejdet med den kommende vandområdeplan.

Offentliggjort

Miljøstyrelsen overvåger løbende miljøtilstanden i grundvandet og i vandløb, søer og marine vandområder. Resultaterne indgår i den såkaldte basisanalyse, som udgør en del af det faglige grundlag for arbejdet med den kommende vandområdeplan, der skal sikre et bedre vandmiljø i Danmark.

Basisanalysen fra december 2019 indeholdt ikke tilstandsvurderinger for kystvandene og ikke de fulde tilstandsvurderinger for grundvandet. Disse foreligger nu.

Resultaterne for kystvandenes økologiske tilstand viser, at 5 af kystvandene inden for 1 sømil-grænsen, svarende til cirka 5 procent, er i god økologisk tilstand. I den foregående planperiode var 2 procent af kystvandene i god økologisk tilstand.

For kystvandenes kemiske tilstand viser data, at 14 af vandområderne, svarende til 11 procent, er i god kemisk tilstand, mens 105 vandområder, svarende til 85 procent, er i ikke-god kemisk tilstand.

Kystvandenes økologiske tilstand vurderes på grundlag af overvågningsresultater for biologiske kvalitetselementer samt tilhørende understøttende fysisk/kemiske kvalitetselementer og har dermed fokus på kystvandenes dyre- og planteliv. Den økologiske tilstand klassificeres desuden på grundlag af forekomsten af nationalt specifikke miljøfarlige forurenende stoffer. Den kemiske tilstand klassificeres på grundlag af forekomsten af miljøfarlige forurenende stoffer prioriteret af EU.

Datagrundlaget for tilstanden i kystvandene er væsentligt udvidet i forhold til tidligere vandområdeplaner, så der indgår flere overvågningsdata i de enkelte vandområder. Der er endvidere gennemført en opdateret karakterisering af kystvandsområderne, omfattende en ny afgrænsning og typologisering af kystvande – vandområder inden for 1 sømil-grænsen. Der er således nu 109 kystvande inden for 1 sømil-grænsen, hvor antallet i anden planperiode var 119. Den kemiske tilstand vurderes nu i 123 vandområder inden for 12-sømil-grænsen.

Powered by Labrador CMS