Chok! Samsøfærge påsejler spritny hurtigfærge
Den gamle Samsøfærge har påsejlet den nye hurtigfærge, Lilleøre. Dermed kommer den nye færge ikke ud at sejle foreløbig.
Kollisionen skete omkring klokken 13:00 fredag, da den gamle færge Prinsesse Isabella skulle anløbe Sælvig Havn. Her kolliderede fartøjet med den spritnye færge Lilleøre, der ellers var planlagt til at skulle fejre sin ankomst med gratis sejlture næste weekend.
”Det er møgærgerligt for at sige det ligeud. Men der er heldigvis ikke kommet nogen til skade, og det er det vigtigste,” siger færgedirektøren ved Samsø Rederi, Carsten Kruse, til TV2 Østjylland.
Den gamle færge, som sejler mellem Sælvig og Hou, har ramt den nye hurtigfærge i venstre hjørne, og både fortøjninger og gelænderet langs den nye færge er blevet beskadiget.
Den første officielle tur med passagerer var planlagt til at blive mandag 26. april, men på grund af uheldet er indvielsen af den nye færge nu udskudt. For at prøvesejle færgen med passagerer havde Samsø Rederi også annonceret, at de lørdag 24. april og søndag 25. april ville give de hurtige passagerer en gratis tur, men det er også aflyst.