Efter kollision: – Det var en menneskelig fejl

Den nye færge Lilleøre. Arkivfoto: Jens Nørgaard
Den nye færge Lilleøre.

Det var alene menneskelige fejl, der var skyld i, at samsøfærgerne Prinsesse Isabella og Lilleøre endte i kollision. For at undgå en gentagelse vil rederiet i højere grad fokusere på efteruddannelse til kaptajerne. Det skriver Samsø Rederi i en pressemeddelelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var kombinationen af tre forskellige faktorer, der i kombination resulterede i at færgen Prinsesse Isabella påsejlede den nye hurtigfærge Lilleøre for halvanden uge siden. Det gør Samsø Rederi klart i en pressemeddelelse.

”1. Den klart primære årsag var at færgen var ude af kurs, og derved havde en for vestlig kurs ind til Sælvig. Søfartsstyrelsen anfører det samme i deres rapport om sagen.

2. Færgen sejlede for hurtigt i forhold til situationen. Hvis færgens kurs ind til havnen havde været korrekt, så ville det sandsynligvis ikke have haft betydning, da der ville have været en længere distance til at stoppe i.

3. Færgens motorer var ikke omstillet fra gas til diesel inden ankomst. Motorerne kan sejle både på naturgas og diesel, og der kobles over på diesel ved ankomst til en havn. Dette sker via en knap på broen af navigatørerne, og det er udført på ganske få sekunder. Motorerne accelererer derved hurtigere på diesel end på gas og giver dermed hurtigere effekt ned til propellerne.

Vi kan derfor kun konkludere, at det er menneskelige faktorer der medførte påsejlingen fredag den 16. april, og det stemmer overens med kaptajnens egen rapport. Det er sådanne fejl, man som kaptajn ikke må lave, men man som menneske desværre kan komme til at lave,” skriver rederiet.

Hurtigfærgen Lilleøre, som skulle være startet på den nye rute mellem Samsø og Aarhus mandag den 26. april, blev påsejlet af sin søskendefærge Prinsesse Isabella i forbindelse med dennes ankomst til Sælvig havn. Heldigvis kom ingen personer til skade ved påsejlingen, ligesom heller ingen tekniske installationer på hurtigfærgen blev beskadiget ved påsejlingen. Det var derfor kun metal- og malerarbejde, der skulle udføres på færgen under det efterfølgende ophold på værftet Orskov Yard i Frederikshavn.

Rederiet har ikke kunne konstateres nogen fejl med manøvreringssystemet på færgen Prinsesse Isabella. Der har været foretaget udtræk fra færgens navigationssystem, som fabrikanten har gennemgået og ingen fejl er konstateret, ligesom der heller ikke kan søges forklaring i ekstrem strøm eller vind, som kunne påvirke færgen til at sejle ud af kurs.

Der udover er der heller ikke konstateret brud på disciplinen på kommandobroen i form af distraktioner fra eksempelvis telefoner, ikke relevant snak, radioen, eller andet, ligesom alkoholtesten, som politiet foretog efterfølgende, viste 0,00 promille.

I forbindelse med at hurtigfærgen skulle sejle fra Sælvig, blev havnen udvidet mod vest og nord, hvilket har skabt større afstand mellem færgerne i havnen. Den nye hurtigfærge ligger reelt på ydersiden af hvor den gamle ydermole lå, og der er derfor god og forsvarlig afstand mellem færgerne ved anløb af Sælvig havn.

Det har også vist sig at færgen Prinsesse Isabella lavede en let påsejling af det nye molehoved hvilket gjorde at Prinsesse Isabella ændrede kurs til bagbord (øst), umiddelbart inden påsejlingen af Lilleøre. Denne ændring af kurs har meget sandsynligt gjort, at skaden på Lilleøre blev betydeligt mindre. Det nye molehoved har dermed ydet beskyttelse af hurtigfærgen i forbindelse med påsejlingen.

”Samsø Rederi vil selvfølgelig bruge denne hændelse i forbindelse med det fremtidige sikkerhedsarbejde. Vi vil i endnu højere grad have fokus på at efteruddanne vores kaptajner,” skriver rederiet.

Hurtigfærgen skal nu, hvis alt går efter planen, indsættes den 4. maj klokken 06.30 fra Samsø.

Powered by Labrador CMS