Uheldig færge efter kollision: Så længe er den væk
Den nye Samsøfærge Lilleøre, som skulle have startet i drift mellem Sælvig og Aarhus den 26. april, må udskyde sin første sejlads knap en måned. Det oplyser Samsø Rederi på facebook.
Hurtigfærgen Lilleøre blev fredag eftermiddag ramt af rederiets anden færge Prinsesse Isabella under indsejling til havnen i Sælvig, hvor den nye pige i klassen fik en skramme, der skal repareres. Derfor er indvielsen, der skulle have fundet sted den 26. april nu udskud med godt en måned til den 20. maj.
Færgen er i løbet af weekenden blevet fragtet til værftet Orskov Yard i Frederikshavn, der skal gøre Lilleøre klar igen, mens den anden færge Prinsesse Isabella slap med mindre skræmmer efter kollisionen.
Det er endnu uklart hvad der var årsag til, at den langt større færge kolliderede med Lilleøre, men rederidirektør hos Samsø Rederi Carsten Kruse sagde fredag til TV2 Østjylland, at Prinsesse Isabella sejlede ind i havnen fra en anden vinkel end den plejer, hvorfor den kom 30-40 centimeter for langt mod højre i havnebassinet.
Rederiet oplyser, at passagerer der har bestilt billetter i perioden fra den 26. april og frem til og med 20. maj automatisk får refunderet sine billetter