Maersk Convincer triumferer for tredje år i træk
Shell har kåret Maersk Convincer til “Jack-Up Rig of the Year” for 2020, og det er tredje år i træk, at Maersk Convincer løber med prisen.
I anerkendelse af Maersk Convincers “enestående ydeevne på tværs af alle parametre” har Shell kåret riggen til “Jack-Up Rig of the Year” i 2020. Det skriver Maersk Drilling i en pressemeddelelse. Det er nu tredje gang i træk, at Maersk Convincer tager den titel. Siden ankomsten til Brunei Darussalam i efteråret 2017 har Maersk Convincer konsekvent været en af de bedst fungerende borerigge, begrunder Shell kåringen.
– 2020 var et udfordrende år, hvor vi kæmpede med Covid-19, der påvirkede alles liv. At vi var i stand til at levere kontinuerlig drift hele året er en kæmpe præstation, og det er bare prikken over i’et, at vi sikrer et hattrick af kåringer som “Jack-Up Rig of the Year” hos Shell, siger Ricky Liew, assisterende rigmanager på Maersk Convincer.
Maersk Drilling har nu taget en pris ved otte af de seneste 10 års kåringer med sejre i både jack-up- og floater-kategorierne.
– Vi er enormt stolte. Prisen er en anerkendelse af Maersk Convincers fremragende driftsresultater såvel som vores fokus på sikker og ansvarlig boring. Jeg vil lykønske alle involverede i den imponerende teamindsats inklusive rig-teamet, vores offshore-kolleger og vores partnere i kunde- og servicevirksomhederne, som alle har bidraget til det store samarbejde, siger COO i Maersk Drilling, Morten Kelstrup.