Dansk offshorerederi udvider flåden med to nye SOV’er
Det danske rederi CBED, der er en del af Monjasa Gruppen, har købt to nye SOV’er fra det hollandske rederi Vroon.
Monjasa Gruppens offshorerederi, CBED, der er specialiseret i skræddersyede indkvarteringsløsninger til offshoresektoren, udvider sin flåde med to nye skibe. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Der er tale om to SOV’er fra det hollandske rederi Vroon, og skibene, som får navnene Wind Evolution og Wind Creation, forventes at blive leveret i slutningen af første kvartal af 2024.
“Vi har længe ledt efter den rigtige mulighed for at udvide vores flåde, så vi er meget glade for at have indgået aftalen om disse to meget moderne søsterskibe,” lyder det fra direktør i CBED, Daniel Alon.
Købet af de to SOV’er, som begge er bygget i 2017 og udover fittness, biograf, og tv-stue hver har plads til indkvartering af 60 personer, kommer, fordi CBED har forventninger om stor efterspørgsel i de kommende år, som følge af de europæiske planer om udvidelse af havvindmøller.
Ifølge Clarksons seneste markedsrapport forventer havvindsektoren alene, at 30.000 vindmøller og fundamenter skal installeres i 2030, og den årlige installationsrate er sat til at fordobles fra 700-1.000 om året til mere end 2.000 om året fra 2025 og fremefter .
Allerede nu er der et hul i markedet, når det kommer til udbuddet af nødvendige offshore logistikskibe, og som sådan også en forventet stigning i efterspørgslen efter Service Operation Vessels, såsom CBED’s nye flådetilføjelser.
“Vi ser et meget stærkt marked nu, og fremadrettet vil der være en endnu større efterspørgsel efter højkvalitets, specialbyggede SOV’er som Wind Evolution, Wind Creation og selvfølgelig vores eksisterende Wind Innovation. Tilføjelsen af disse to SOV’er til vores flåde giver nye muligheder for CBED til at tage flere projekter ind – også på tværs af olie- og gassektoren, hvor vi også har erfaring,” siger Daniel Alon.
CBED og Vroon har valgt ikke at oplyse salgssummen på de to skibe.