Højesteret: Monjasa slipper for at betale millionerstatning
Danske Monjasa skal ikke betale en erstatning på 40 millioner kroner til Stena Oil for at have købt konfiskeret olie, som tilhørte det svenske selskab.
Højesteret har her til eftermiddag frifundet det danske olieselskab Monjasa for at skulle betale 40 millioner kroner i erstatning til svenske Stena Oil i en opsigtsvækkende sag fra 2013. Det skriver Ritzau. Dermed stadfæstes Landsrettens dom fra marts sidste år. Monjasa og Stena Oil er konkurrenter, der sælger olie til skibsfarten, og for otte år siden fik Stena Oil konfiskeret 10.000 ton olie af østaten Sao Tomé og Principe, som Monjasa efterfølgende fik lov at købe for halv pris.
Den lille østat i Guineabugten havde oprindeligt konfiskeret olien fra to skibe, som på grund af dårligt vejr var søgt tæt på øerne, da olien skulle omlastes. Østatens myndigheder og domstole mente, der var tale om smugleri, idømte kaptajnerne fængsel og overtog den værdifulde last. Senere har Den Permanente Voldgiftsret i Haag fastslået, at konfiskationen var i strid med folkeretten.
Men i tirsdagens dom skriver Højesteret, at der skal helt ekstraordinære omstændigheder til, før at en køber af konfiskerede varer kan dømmes til at være erstatningsansvarlig i forhold til den oprindelige ejer. Det kan for eksempel være, når der er tale om statsudøvet pirateri, men det er ikke der ikke ført bevis for, mener dommerne.