Ministerie udbyder færgebetjening på to danske ruter
Transportministeriet har mandag offentliggjort to udbudsbekendtgørelser i EU-Tidende. Udbuddene vedrører kontrakt om færgebetjeningen af henholdsvis Ballen-Kalundborg og Bøjden-Fynshav.
Kontrakterne omfatter færgebetjeningen af ruterne Ballen-Kalundborg og Bøjden-Fynshav fra henholdsvis 1. september 2024 og 1. januar 2025 og 10 år frem.
“Regeringen arbejder på alle fronter målrettet med at reducere vores CO2-udslip. Derfor har der allerede i forberedelsen af udbudsprocesser været fokus på den grønne omstilling. Det gælder også for vores regionale færgeruter,” siger transportminister Benny Engelbrecht.
Udbuddet følger af Politisk aftale om fremtidens grønne færgebetjening af Ballen-Kalundborg og Bøjden-Fynshav mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
Interesserede tilbudsgivere kan læse mere i udbudsbekendtgørelsen, der vil kunne findes på ted.europa.eu. Tilbud til kontrakterne skal senest afgives den 15. august 2022 klokken 12.00.
The post Ministerie udbyder færgebetjening på to danske ruter first appeared on FiskerBladet.