Ny løsning fra Cosmos Trawl – Ikke mere bifangst end højst nødvendigt
En ny løsning fra Cosmos Trawl A/S har vist sig at være den helt rette til frasortering af uønsket bifangst.
‘Excluder’ hedder løsningen fra Cosmos Trawl A/S. Den har været på markedet et års tid, og gør præcis, som navnet antyder – ekskluderer de fiskearter, der ikke ønskes med i fangsten. Det betyder en bifangst på helt ned til 1-4 procent, og det gør på mange måder livet lettere for trawlfiskere.
“Fiskerne kom til os og fortalte om deres udfordringer med for meget bifangst. De fik mange andre arter fisk med i fangsten, og det ønsker de ikke, fordi de ikke må have for meget bifangst ifølge reglerne, og det desuden tæller med som minus i deres andre kvoter,” siger Managing Director hos Cosmos Trawl, Michael Lassen.
Den gængse løsning med riste, der hidtil har været standard, fungerer ikke, når skibene og dermed trawlene bliver større, for så skal ristene tilsvarende være større. Det øger risikoen for, at de går i stykker, og de fylder samtidig alt for meget om bord.
“Vi skulle altså opfinde noget helt nyt. Det har der været mange forsøg på at gøre, og det har været en udvikling over lang tid. Vi havde nogle produkter, der var på vej i den retning, en kombination af rist og Excluder var allerede udviklet. I og med at vi udviklede på den viden, kunne vi lave en model, hvor vi slap helt for risten. Det blev så til den nye Excluder, og den opfylder rigtig mange formål på samme tid,” forklarer Michael Lassen.
Løsningen er udelukkende lavet af net, så den kan rulles op, hvilket er en stor fordel under håndteringen ombord. Samtidig har forsøg og erfaringer med produktet vist, at det fungerer efter formålet og i princippet kan få bifangsten helt ned på 0 procent.
“Vi investerede en masse tid og ressourcer og lavede modeller for at se, hvordan det fungerede. Og så er der lavet prototyper, som nogle fiskere har haft med ude. Det har været en lang proces og en stor investering for os, men resultatet har været fantastisk både for os og fiskerne. Vi får rigtig mange gode tilbagemeldinger, for fiskerne opnår de lave bifangster, der netop var intentionen. De undgår problemer med fiskerikontrollen og reglerne og kan stadig fiske forholdsvis frit uden at skulle være nervøse,” lyder det fra Michael Lassen.
Bæredygtigt produkt fra ende til anden
Foruden at hjælpe fiskerne af med unødig bifangst, sikrer produktet også en bæredygtig cyklus, hvor de uønskede fisk slipper ud og stadig er levedygtige, men også i produktets videre færd er der tænkt grønt.
“Excluder er udelukkende lavet af materiale, der kan genanvendes. De Excludere, vi får leveret ind igen, bliver adskilt og sorteret i typer materialer og sendt til genanvendelse hos producenter, der kan bruge dem. Samtidig går noget direkte tilbage til vores egen produktion. Vi arbejder målrettet mod en 100 procent cirkulær produktion. Det har vi ikke endnu, men i det mindste bliver alle delene genanvendt,” siger Michael Lassen.
I øjeblikket sælges Excluder også i Norge, hvor fiskebestanden ligner den i danske farvande, og Cosmos Trawl arbejder med udviklingen af modeller tilpasset andre lande med andre fiskearter.
The post Ny løsning fra Cosmos Trawl – Ikke mere bifangst end højst nødvendigt first appeared on FiskerBladet.