Stor dansk sø skal restaureres – Fisk ender som krokodillefoder
Stor dansk sø skal restaureres – Fisk ender som krokodillefoder
Snesere Sø har gennem mange år ligget hengemt som en næringsbelastet sø, der hver sommer er meget grøn af store mængder alger. Vandmiljøet og biodiversiteten i søen er helt i bund, og søen har hidtil ikke kunne opfylde de EU-miljøkrav, der er til søerne i Danmark.
De statslige vandplaner har gjort det muligt for Næstved Kommune og søejeren Ivan Reedtz-Thott at igangsætte en restaurering af søen med start i oktober 2022.
Den første del af restaureringen består i at genoprette den miljømæssige ligevægt i søens fiskebestand.
Søen domineres i dag af store mængder fredfisk såsom regnløje, skalle, rudskalle, karudse og suder og desværre kun få rovfisk som gedde. Den meget betydende rovfisk, aborren, mangler helt i søen.
Når søen er i balance, græsser dyreplankton på søens alger, så algemængden forbliver lille, og vandet klart, men lige nu er fredfiskene så mange, at de æder søens dyreplankton med opblomstring af alger til følge.
Der skal derfor nu arbejdes på at få genetableret ligevægten mellem fredfisk og rovfisk. Det forventes, at der skal fjernes mere end et ton fredfisk, mens de fangne gedder genudsættes.
Firmaet, BioApp fra Odder står for opfiskningen. De har stor erfaring med at trække vod gennem udvalgte søer og på den måde fjerne de uønskede fiskearter. Senest har de været i gang i Torup Sø i Østjylland.
De fangne og uønskede fredfisk vil dagligt blive afhentet af Krokodille Zoo fra Falster. Her bliver de brugt som foder til krokodillerne. Hvis der fanges større mængder end forventet, leveres de til et midtsjællandsk biogasanlæg. På den måde bidrager de til at producere varme i en kold tid.
The post Stor dansk sø skal restaureres – Fisk ender som krokodillefoder first appeared on FiskerBladet.