Semcos offshore-arbejdere gør klar til strejke
Omkring 300 offshore-medarbejdere fra blandt andre danske Semco Maritime står klar til at strejke i protest over blandt andet lønvilkår.
Dur ikke – Væk. Sådan lyder afstemningsresultatet fra omkring 300 medlemmer af fagforeningen Unite, der repræsenterer offshore medarbejdere, som er ansat hos underleverandørerne Ponticelli UK og danske Semco Maritime på kontrakter for TotalEnergies i Storbritannien.
De har stemt nej tak til en ny overenskomst og ja til at strejke, hvis ikke de får forbedret blandt andet i løn- og pensionsvilkår, som fagforeningen og TotalEnergies ikke kan blive enige om. Det oplyser Unite.
“Unite-medlemmerne hos Ponticelli og Semco har gjort deres hensigter klare i afstemningen. De vil kæmpe mod dette angreb på deres job, løn og vilkår. De, der træffer beslutningerne i disse virksomheder, mangler tydeligvis erfaring og sund dømmekraft. De skal genoverveje deres forslag og komme tilbage med et bedre tilbud,” lyder det i en udtalelse fra Unites generalsekretær, Sharon Graham.
Ifølge Unite vil strejkerne kunne komme til at strække sig fra begyndelsen af december og helt frem til slutningen af februar, hvis det ikke lykkes parterne at finde hinanden inden.