Esbern Snare fremhæves efter et faldende antal kidnapninger i 2021

Esbern Snare som sidste år var udstationeret i Guineabugten. Foto: Forsvaret
Esbern Snare som sidste år var udstationeret i Guineabugten.

Efter flere år med et stigende antal kidnapninger i Guineabugten, er der nu registreret et fald sidste år. Det skyldes blandt andet tilstedeværelsen af flådefartøjer fra Danmark og andre lande, konkluderer international piratrapport.

Offentliggjort

Antallet af kidnapninger af søfolk i Guineabugten er mere end halveret fra 2020 til 2021. Mens der i 2020 blev sat en kedelig rekord med 130 kidnapninger af søfolk i Guineabugten ud for Vestafrika, så faldt tallet i 2021 til 57. Det viser den årlige piraterirapport fra International Maritime Bureau, som registrerer pirateri og forsøg på pirateri i hele verden.

I pressemeddelelsen fra International Maritime Bureau vurderes tilstedeværelsen af flådefartøjer fra blandt andre Danmark sammen med en bedre koordination med regionale myndigheder at have været medvirkende til den positive udvikling.

Samtlige kidnapninger af søfolk i 2021 skete dog i Guineabugten, så området er fortsat verdens pirat-hotspot, skriver International Maritime Bureau.

”Jeg er glad for at se, at både antal angreb og kidnapninger i Guineabugten endelig falder. I flere år har vi blot kunne konstatere, at flere og flere søfolk blev kidnappet i området, og vores bekymring er vokset år for år. Problemerne med pirateri er endnu ikke løst, men disse tal er bestemt en god nyhed,” siger administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.

Fregatten Esbern Snare blev udsendt til Guineabugten af regeringen og et flertal i Folketinget i slutningen af 2021. Den har været i aktion flere gange og været med til at forhindre et formodet piratangreb i slutningen af november.

”Tallene afslører ikke direkte, hvilken betydning Esbern Snare har haft for pirateriet. Men man skal ikke underkende, at en militær tilstedeværelse fra Danmark og andre nationer har en afskrækkende effekt. Det er ikke længere risikofrit for piraterne at angribe handelsflåden, og jeg ved, hvor meget udsendelsen af Esbern Snare betyder for søfolkene og deres familier,” siger Anne H. Steffensen.

På verdensplan faldt det samlede antal piratangreb og forsøg på piratangreb til det laveste siden 1994 til 132 hændelser. I 2020 blev der registreret 195 hændelser på verdensplan.

”Vi må ikke læne os tilbage, fordi vi nu for første gang længe ser et lavere antal kidnapninger. Guineabugten er verdens farligste farvand at sejle i. Det er et sted, hvor der er stor trafik, og det er et sted, hvor vi fra dansk side er massivt til stede med handelsskibe, så jeg mener, at en ny dansk mission bør prioriteres i fremtiden,” siger Anne H. Steffensen.

Powered by Labrador CMS