Anbefalinger fra Vækstteamet for Det Blå Danmark kan styrke den maritime industri

Danske Maritime skriver i en pressemeddelelse.
Sidste år nedsatte regeringen et Vækstteam for Det Blå
Danmark med det klare mål at sikre, at den danske maritime sektor står stærkt i
en verden i forandring. Den ændrede geopolitiske situation og den grønne
omstilling af skibsfarten bringer både udfordringer og enorme vækstmuligheder.
Ikke mindst for den maritime industri der bidrager til såvel den grønne
omstilling af den globale skibsfart som til den planlagte fornyelse af
Søværnets skibe. Danske produkter og løsninger er i høj kurs internationalt, men
verdensmarkedet er samtidig præget af en række konkurrenceforvridende faktorer,
som udfordrer.
Der er derfor god grund til at se på, hvordan vi fremtidssikrer både industriens innovationskraft og Det Blå Danmarks samlede position på det aktuelt urolige verdensmarked. Danske Maritime hilste beslutningen om et maritimt vækstteam meget velkommen, fire medlemsvirksomheder har deltaget i arbejdet, og regeringen har nu modtaget vækstteamets anbefalinger med følgende fem indsatsområder:
1. Innovation og teknologiudvikling skal fremmes gennem bedre adgang til testfaciliteter, digitale løsninger og et styrket innovationsøkosystem.
2. Finansieringsmulighederne skal forbedres for at sikre, at maritime virksomheder kan investere i den grønne omstilling og konkurrere internationalt.
3. Danmarks maritime eksport og globale samarbejde skal styrkes gennem strategiske partnerskaber, fjernelse af handelsbarrierer og bedre adgang til nye vækstmarkeder.
4. International regulering skal påvirkes aktivt, så den understøtter grønne løsninger og sikrer lige konkurrencevilkår.
5. Den maritime arbejdsstyrke skal udvikles og understøttes, så Danmark har de rette kompetencer til at drive sektoren fremad i en tid med nye teknologi- og bæredygtighedskrav.
De enkelte anbefalinger kommer med en række konkrete bud på, hvordan dette kan ske i praksis, og hvis regeringen og Folketinget omsætter anbefalingerne til handling, vil dette kunne styrke den maritime industri, siger Danske Maritimes adm. dir. Jenny Braat:
"Det Blå Danmark spiller vi en central rolle for Danmarks konkurrenceevne, Europas forsyningssikkerhed og den globale skibsfarts grønne omstilling, men vi agerer på et marked med hård konkurrence, statsstøtte i en række lande og tiltagende protektionisme inden for særligt maritime industrier. Derfor er det afgørende, at Folketinget sikrer bedre rammevilkår og tiltag, som kan understøtte det, vores medlemsvirksomheder er bedst til: at udvikle morgendagens bæredygtige, maritime løsninger. Jeg synes, at anbefalingerne er både konstruktive, ambitiøse og realistiske, og jeg håber, at de vil blive positivt modtaget og hurtigst muligt ført ud i livet,” siger Jenny Braat.
Det er virksomhederne Hvide Sande Shipyard, Eltronic FuelTech, ZeroNorth og Hempel, som har repræsenteret den maritime industri i arbejdet og nu deltager i at præsentere anbefalingerne til erhvervsminister Morten Bødskov.
”Det har været både inspirerende og motiverende at bidrage med viden fra Det Blå Danmark. Jeg er glad for, at regeringen har rakt ud til erhvervslivet og samtidig gør det maritime område til en strategisk prioritet,” siger Louise Andreasen, CEO, Eltronic FuelTech. ”Det er vigtigt at sætte lys på, hvad vi kan i Danmark, og forhåbentlig vil vækstteamets anbefalinger forbedre vores muligheder globalt og styrke vores konkurrenceevne. Innovationskraft og samarbejde er nøglen, og Det Blå Danmark er et strategisk område, der bliver endnu vigtigere i en tid med geopolitiske spændinger."
Carl Erik Kristensen, CEO, Hvide Sande Shipyard & Seasight Group, beskriver arbejdet i vækstteamet som en utrolig spændende, men også kompleks opgave at skulle arbejde med: ”Det favner meget bredt, men jeg synes, vi er lykkedes med en struktureret, god proces igennem hele forløbet. Nu har vi en række anbefalinger til regeringen, der forhåbentlig kan bidrage til øget vækst i Det Blå Danmark. Særligt de muligheder, der ligger i en grøn omstilling af skibsfarten, er noget af det, som vi har gode betingelser og kompetencer til at skabe forretning ud af i Danmark.”
Michael Hansen, Group President & CEO, Hempel, håber ligeledes, at anbefalingerne vil styrke den danske styrkeposition inden for teknologiudvikling: ”Det har været en stor fornøjelse at deltage i Vækstteamet, hvor industrieksperter fra hele det maritime økosystem har arbejdet tæt sammen for at styrke Danmarks position i branchen. Personligt har det været særligt vigtigt for mig at fremhæve de muligheder, vi har for at fremme energieffektivitet gennem teknologiske løsninger – et område, hvor Danmark står stærkt.”
Udpluk af anbefalinger med særlig betydning for den maritime industri:
- Særligt fokus på energieffektivisering som afgørende for global grøn omstilling, herunder øget eksport af systemløsninger: Virksomhederne i den maritime industri er udprægede eksportvirksomheder, men mange virksomheder i SMV-segmentet har svært ved at få den første eksportordre i hus. Her kan det være en hjælp at indgå i en systemløsning sammen med et rederi, et værft eller en ledende eksportør, der allerede er til stede på det pågældende marked. Vækstteamet anbefaler netop derfor et øget fokus på samarbejde om samlede systemløsninger. For en mindre dansk virksomhed, der udvikler banebrydende maritim teknologi, kan det være forskellen mellem at få en international kunde eller at se en udenlandsk konkurrent løbe med ordren.
- Nyt maritimt datacenter: Styrket teknologiudvikling er helt afgørende, og i den forbindelse foreslår Vækstteamet for Det Blå Danmark blandt andet, at der oprettes et maritimt datacenter, som skal give virksomheder mulighed for at foretage avancerede maritime beregninger. Det vil blandt andet omfatte simuleringer og designoptimering af skibe samt udvikling af udstyr ved hjælp af kraftfulde computere og på længere sigt også kvanteteknologi. Centret skal oprettes i tæt samarbejde med erhvervet og kan være med til at understøtte udviklingen af banebrydende maritime teknologier.
- Afgiftsfritagelse på brændstoffer til tests: En anden udfordring for udviklingen af fremtidens innovative løsninger inden for grønne brændsler og energieffektivitet er afgifterne på brændstoffer, der indgår i test af grønne maritime produkter og teknologier. I dag udgør afgifter ca. halvdelen af brændstofudgifterne ved testforløb. Her foreslår Vækstteamet, at afgifterne afskaffes.
- Mere effektiv godkendelse af ny maritim teknologi og teknologidrevet regulering: Det har stor betydning at komme først ud på verdensmarkedet med nye løsninger, og det anbefales derfor, at sikre mere effektive godkendelsesforløb for ny maritim teknologi samt at arbejder for en mere teknologidrevet regulering, der kan åbne op for øget anvendelse af ny teknologi.
- Bedre eksportfinansiering og understøttelse ude i verden: Vækstteamet har endvidere fokus på at forbedre finansieringsmulighederne, at styrke markedsadgangen for danske maritime virksomheder og at styrke Udenrigstjenestens hjælp til virksomhederne. Vigtige tiltag for at undgå, at danske maritime virksomheder sakker bagud i den internationale konkurrence. Danske Maritime hæfter sig bl.a. positivt ved anbefalingen at etablere en investeringsfond målrettet maritime virksomheder samt forslaget at udstationere danske maritime rådgivere på vigtige maritime markeder som Singapore, Sydkorea og USA.
- Styrket beskæftigelsesindsats: Endeligt er det vigtigt for den maritime industri at have de rette kompetencer i tilstrækkeligt omfang for at kunne følge med den rivende udvikling, som industrien gennemgår netop nu. Her anbefaler Vækstteamet styrkede rammer for uddannelse, videre- og efteruddannelse og fleksible jobmuligheder for beskæftigede i Det Blå Danmark samt bedre muligheder for rekruttering af kvalificeret arbejdskraft fra udlandet og promovering af den danske maritime sektor som katalysator for den grønne omstilling. Danske Maritimes Epinion-undersøgelse fra sidste år viste netop, at det manglende kendskab til mulighederne i den maritime industri er en væsentlig udfordring i forhold til at få flere til at vælge en maritim karrierevej. Der er således behov for et øget maritimt fokus på flere uddannelsesniveauer, som initiativerne vil bidrage til.
Vækstteamets anbefalinger skal nu behandles af regeringen og Folketinget. Danske Maritime vil følge udviklingen tæt og arbejde for, at anbefalingerne bliver omsat til konkrete initiativer til gavn for Det Blå Danmark.
Læs Vækstteam for Det Blå Danmarks anbefalinger her: Nye anbefalinger skal sikre den grønne kurs for Det Blå Danmark | Erhvervsministeriet
Præsentationen foregik hos MAN Energy Solutions i København med oplæg af formand Jim Snabe og erhvervsminister Morten Bødskov samt efterfølgende debat med deltagelse af Jenny Braat og CEO Anne Steffensen, Danske Rederier.