Her er vinderen af Danske Rederiers Di­ver­si­tets­pris 2024

Hafnia vandt Danske Rederiers Diversitetspris 2024.

For at have en bred og gennemtænkt tilgang på området og for at have gennemført en stribe initiativer, der omfatter forholdene for både søfarende og medarbejdere på land, har Hafnia vundet årets di­ver­si­tets­pris.

Hafnia har endnu engang bevist, at de er et af de førende danske rederier, når det handler om diversitet, ligestilling og inklusion. Det danske tankrederi løb nemlig for anden gang med Danske Rederiers Di­ver­si­tets­pris, da der torsdag blev afholdt Blå Pride Bar i Danske Rederiers gård. Det oplyser rederiforeningen i en pressemeddelelse.

Danske Rederiers Di­ver­si­tets­pris uddeles til et rederi eller en person i ship­ping­bran­chen, som har gjort en særlig indsats for at fremme diversitet, ligestilling og inklusion.

"Først og fremmest skal der lyde et kæmpestort tillykke til Hafnia med Prisen. Konkurrencen var virkelig hård i år med to andre rigtig gode nominerede i DFDS og Uni-Tankers. Men det er utroligt velfortjent at Hafnia ender med at vinde prisen, for rederiet har en meget gennemtænkt bred tilgang til at fremme ligestilling, mangfoldighed og inklusion, som kontinuerligt udvikles og ekspanderes. En tilgang som bakkes op af klare og ambitiøse mål og følges op af data," siger direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle.

Otte procent kvindelige søfarende

Derudover lagde juryen blandt andet vægt på, at Hafnia har gennemført en lang række tiltag, som adresserer forholdene for både de søfarende og medarbejderne på land. Dette inkluderer blandt andet forbedrede barselsregler, inklusiv og kønsneutral sprogbrug på tværs af virksomheden, sik­ker­heds­ud­styr og arbejdstøj skræddersyet til både mænd og kvinder og nul-tolerance over for mobning og chikane.

"Hafnia er et virkelig godt eksempel på, at det virker at gøre indsatsen for at fremme ligestilling, mangfoldighed og inklusion til en central del af virksomhedens strategi. 8 procent af de søfarende i rederiet er kvinder, hvilket er væsentligt højere end gennemsnittet i branchen. Det er i sandhed imponerende og et flot eksempel til inspiration og efterlevelse," siger Anne Windfeldt Trolle.

Danske Rederiers Di­ver­si­tets­pris 2024 blev i år overrakt af tidligere li­ge­stil­lings­mi­ni­ster Mogens Jensen.

Powered by Labrador CMS