Sommerhistorier på MaritimeDirect:
“Kollegerne og de flotte udsigter trak mig til søs”
Mit navn er Charlotte Halberg Paulsen. Jeg er 24 år gammel og fik min første maritime oplevelse hos rederiet Fjord Line. Siden har jeg sejlet med Skoleskibet Danmark og Maersk, og nu går jeg på skibsføreruddannelsen på SIMAC i Svendborg.
Jeg startede min maritime karriere i rederiet Fjord Line, hvor jeg blev ansat som rederiassistent i hotelafdelingen i foråret 2021. Jeg blev så glad for at arbejde til søs på grund af det tætte forhold, man får til sine kollegaer, de flotte udsigter, man står op til hver dag, og arbejdet i fast tørn, at jeg besluttede mig for at få en maritim uddannelse. Jeg søgte derfor ind på Skoleskibet Danmark (togt 115) og blev uddannet ubefaren skibsassistent.
Efter skoleskibet meldte jeg mig til praktikprogrammet ‘Kom Med Ombord’ som er stiftet af Danske Rederier. Der kommer man ud til tre forskellige rederier og får en masse sejltid som ubefaren. Mit første rederi var Maersk Line, og jeg var så glad for at arbejde som ubefaren på Maersk Cap San Antonio, at jeg besluttede mig for at søge ind som officerskadet hos dem i stedet for at fortsætte mit praktikforløb hos ‘Kom Med Ombord’. Som officerskadet kom jeg ud og sejle med Maersk Norfolk.
Hvad er dit bedste minde fra livet til søs?
Mit bedste minde er fra MS Stavangerfjord. Det var den 1. maj 2021, og det var første gang siden coronanedlukningen, at Fjord Line endelig sejlede til Langesund i Norge igen. Gæsterne ombord var glade for endelig at kunne komme frem og tilbage mellem Langesund og Hirtshals, så stemningen var rigtig god. Ved indsejlingen var der pause, så nogle kollegaer og jeg gik ud på dækket for at nyde en is i solskinnet. Da vi sejlede gennem indsejlingen, kunne vi se, at folk stod samlet hele vejen langs kajen og i små sejlbåde på vandet og flagede med danske og norske flag. De vinkede smilende til færgen og bød os velkommen tilbage. Det var et stort skridt på vejen til at lægge epidemien bag os og se fremad igen.
Hvad er din mest enestående oplevelse til søs?
Min mest enestående oplevelse er fra min tid ombord på Cap San Antonio, hvor vi krydsede Atlanterhavet, og jeg var taget på morgenvagt på broen. Jeg så en af de flotteste solopgange, jeg nogensinde har set. Senere på samme vagt spottede vi pludselig nogle hvaler ret frem, og da vi tog kikkerterne ud og kiggede rundt, vrimlede det med hvaler over alt. Det var helt specielt at kigge ned ad skibssiden og se hvalerne følge med skibet og at se alle hvalerne omkring os blæse vand op. Den oplevelse glemmer jeg aldrig, og jeg håber at få så flot et syn at se igen på et tidspunkt.
Hvilken havn har for dig været det bedste sted at besøge? Hvorfor?
En havn, jeg altid glæder mig til at besøge, er Rotterdam i Holland. Det er en imponerende stor havn, og der er altid gang i den, når vi ankommer der. Vi har altid travlt, da det er i den havn, vi bunkrer, får proviant, lander affald og transferer vand til Rotterdam Zoos skib, som kommer og henter vores ballastvand, som vi tager ombord nede omkring Biscayabugten ved Frankrig. Det vand bliver brugt til blandt andet pingvinernes og sælernes akvarier.
Derudover er det i den havn, vi får besøg af den søde velfærdskonsulent Belinda fra Sea Health and Welfare, som altid kommer forbi til en god snak og har søde sager med til os. Det er så hyggeligt at få besøg af hende, og hun er meget behjælpelig, hvis man har brug for et eller andet eller spørgsmål til noget.
Er der noget du altid har med, når du stikker til søs? Hvad?
En ting jeg ALTID har med, når jeg tager ud og sejle, er lakridser. Det er ikke nemt at finde gode lakridser i mange lande, så jeg sørger altid for at have nogle med i kufferten. Jeg sørger for at have med, så jeg selv kan få nogle af dem, men også så jeg kan dele lidt ud til mine kollegaer. Hos Maersk arbejder vi sammen med rigtig mange forskellige nationaliteter og mange af dem har aldrig smagt lakrids før, så det er meget underholdende at se folk smage lakrids for første gang, og nogle af dem laver nogle meget mærkelige ansigtsudtryk og tror ikke på, vi i Danmark synes, det smager godt.