'Nordsøsamarbejde skal føre til mere handling og mere havvind'

Der var fokus på alt det rigtige, da der blev afholdt Nordsømøde 2024, men nu skal der mere politisk handling til for at forløse det store havvindpotentiale i Nordsøen. Sådan lyder meldingen fra Danske Rederier.

Der var havvind og klimapolitik på programmet, da klima- og energiministre fra landene ved Nordsøen, EU's energikommissær og en lang række internationale topledere fra vindindustrien torsdag mødtes på Odense Havn ved Nordsømødet 2024.

Mødet kom på et tidspunkt, hvor en stribe PtX-projekter de seneste måneder er blevet droppet, og derfor kom mødet på et passende tidspunkt, for der er nemlig hårdt brug for politisk handling for at kunne udnytte Nordsøens potentiale for vedvarende energi fuldt ud. Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse fra Danske Rederier.

"Det går alt for langsomt med at få produktionen af grønne brændstoffer via PtX op i gear. Derfor kræver det politisk handling og offentlige investeringer i produktionen af grønne brændstoffer, som skal op i skala meget hurtigere, end det sker i dag, hvis vi skal kunne gennemføre en grøn omstilling, blandt andet af skibsfarten," lyder det fra viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen, som var blandt deltagerne på Nordsømødet.

"Foruden manglende tilgængelighed af grønne brændstoffer, er prisen på grønne og mere klimavenlige brændstoffer alt for høj sammenlignet med de traditionelle fossile brændstoffer. Vi er nødt til at lukke prisgabet mellem det grønne og sorte, ellers når vi ikke vores ambitiøse klimamål," siger han.

Risikerer at blive kørt agterud

Potentialet for vedvarende energi i Nordsøen er stort, og farvandet kan blive et centralt om­drej­nings­punkt i udbygningen af vedvarende energi i Europa via havvind. Vedvarende energi, der blandt andet skal bruges til at fremstille de grønne brændstoffer, som skibsfarten og andre skriger på.

"Der kan ikke være tvivl om, at man her på Nordsømødet har fokus på alle de væsentligste emner. For at realisere Nordsøens enorme havvind­s­po­ten­ti­a­le skal vi fremme finansiering og fjerne bureaukratiske hindringer. Ellers risikerer vi, at Europa bliver kørt agterud af Kina, USA og andre fremad­stormen­de lande. Det er selvsagt skidt for den europæiske kon­kur­ren­ce­ev­ne, men også for for­sy­nings­sik­ker­he­den og for den grønne omstilling i Europa," siger Jacob K. Clasen.

Nordsømødet 2024 blev afholdt på Odense Havn.

Powered by Labrador CMS