Danske Rederier byder nyt forum om sanktioner velkommen

Jacob K. Clasen - Vice.adm. dir. - Danske Rederier

Erhvervsminister Morten Bødskov har annonceret et nyt forum, der skal styrke dialogen om håndhævelse af sanktionerne mod Rusland og håndtering af skyggeflåden generelt. Danske Rederier byder initiativet velkommen og ser frem til at bidrage til arbejdet i samarbejde med myndighederne. De danske rederier ønsker ikke at bidrage til Ruslands krigsøkonomi.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er­hvervs­mi­ni­ster Morten Bødskov afholdt et møde med de maritime organisationer om, hvordan man i fællesskab kan gøre mere for at håndtere den russiske skyggeflåde. Blandt andet på baggrund af, at der har været tilfælde, hvor nogle parter har videresolgt skibe, som de har købt fra danske rederier, så disse skibe efterfølgende er blevet en del af skyggeflåden.  

»Vi ønsker ikke at bidrage til Ruslands krigsøkonomi, så det er vi helt enige med ministeren i. Jeg vil gerne tydeligt understrege, at de danske rederier allerede meget klart har valgt at stille sig på den rigtige side af historien. Vi har fra dag ét efter Ruslands brutale invasion af Ukraine bakket op om de strengest mulige sanktioner. Danske rederier har ligeledes fra et tidligt tidspunkt valgt at gå videre end sanktionerne og fravalgt at sejle på Rusland,” siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.  

Er­hvervs­mi­ni­ste­ren har etableret et nyt forum for myndighederne og de maritime organisationer, som skal styrke dialogen om håndhævelse af sanktionerne og håndtering af skyggeflåden generelt. 

Danske Rederier byder initiativet velkommen. 

”Det er godt, at kontakten mellem Danske Rederier og andre maritime organisationer og myndighederne om im­ple­men­te­rin­gen af de gældende sanktioner nu bliver intensiveret. Vi er kun interesseret i, at der er klarhed og vidensdeling og ikke mindst, at sank­tions­net­tet bliver så fintmasket og effektivt som muligt. I Danske Rederier vil vi selvsagt gå konstruktivt til værks og samarbejde med myndighederne om at identificere yderligere værktøjer, som kan bidrage til minimering af indtægter til Rusland,” siger Jacob K. Clasen. 

Powered by Labrador CMS