Niels Brocks shippinglinje er blevet en bragende succes

Der har været flere ansøgninger end ledige pladser på Niels Brocks IBB-Shipping-hold, hvor 48 elever har søgt ind på shippinglinjen - og cirka halvdelen af de nye elever er kvinder.

Efter Niels Brock – Det Internationale Gymnasium i 2022 startede deres første IBB Shipping-hold, så er elevtallet på den populære uddannelse blot gået én vej; op.

I år har der sågar været flere ansøgninger end ledige pladser på holdet, og samtidig kan de melde, at cirka halvdelen af de nye elever er kvinder. Det oplyser Danske Rederier, der løbende samarbejder med Niels Brock om shippinglinjen, i en pressemeddelelse.

"Vi arbejder hele tiden på at give vores elever relevant indsigt i karriereveje og der er rigtig mange, som ikke kender til trainee-muligheder i ship­pin­gin­du­stri­en. De muligheder, som shipping-branchen generelt åbner op for, taler rigtig godt ind i vores profil på Det Internationale Gymnasium. Det er et rigtig godt match," lyder det fra ud­dan­nel­ses­le­der på Det Internationale Gymnasium, Joan Jürs.

Internationalt udsyn

Mens det rekordstore antal nye elever netop er startet på uddannelsen, er det hold, som startede i 2022 nået til deres tredje år. Her skal de blandt andet i praktik hos forskellige maritime virksomheder og organisationer.

Tred­je­år­se­le­ver­ne har også besøgt Hamborg, hvor de blandt andet besøgte et lokalt fragtkontor i Hamborg havn, hvor en af eleverne fra klassen skal i praktik hertil efteråret. Derudover bød turen til den tyske havneby på et besøg i den store containerhavn, Det Internationale Maritime Museum og Hamborgs internationale handelskammer.

"Det er en fornøjelse at se Niels Brocks succes med deres shippinglinje. Det er fantastisk, at så mange dygtige unge mennesker vælger en uddannelse, som forhåbentligt vil være første skridt henimod en karriere indenfor for den maritime sektor. Og så er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at vi historisk ikke har været så gode til at tiltrække kvindelige medarbejdere til vores industri, så det er meget imponerende, at Niels Brock ser ud til at have knækket koden i forhold til at gøre unge kvinder interesserede i det maritime område," siger ud­dan­nel­ses­chef i Danske Rederier, Anne Panknin Kristensen.

Powered by Labrador CMS