Ny mand har fået ansvar for driften af Stena Lines flåde
Ledelsesteamet i Stena Line har fået et nyt ansigt, efter rederiet har hentet Dennis Tetzlaff som ny Chief Operating Officer Fleet.
Det er en særdeles erfaren herre, der 1. maj 2024 indtrådte i rollen som Stena Lines nye Chief Operating Officer Fleet. Det svenske rederi har nemlig hentet Dennis Tetzlaff hos TUI Cruises, hvor han sad i en stilling som Vice President Fleet Operations & Newbuild. Det oplyser Stena Line i en pressemeddelelse.
Dennis Tetzlaff, som dermed har fået ansvaret for driften af Stena Lines flåde, har i løbet af de sidste to årtier haft flere forskellige stillinger inden for skibs- og krydstogtindustrien, hvilket var blandt årsagerne til ansættelsen hos rederiet.
"Jeg er meget glad for at kunne byde Dennis velkommen til Stena Line. Han bringer omfattende ekspertise fra vores branche med sig og besidder den slags nysgerrighed og ledelsesevner, som er nødvendige for at være en konkurrencedygtig virksomheden i mange år fremadrettet,” siger CEO hos Stena Line, Niclas Mårtensson.
Dennis Tetzlaff har en uddannelse i nautisk videnskab og maritim transport fra University of Applied Sciences i Emden/Leer i Tyskland, men hans karriere til søs begyndte allerede i en alder af 20 år, da han begyndte at arbejde som dækkadet på et krydstogtskib i Caribien.
Efter at have afsluttet sine studier vendte han tilbage til den maritime branche, hvor han først arbejdede på et containerskib og sidenhen sluttede sig til det tyske krydstogtselskab AIDA Cruises, hvor han arbejdede sig op fra andenofficer til førstekaptajn.
Fra AIDA tog han springet til TUI Cruises, hvor han først arbejdede som Senior Head of Nautical Operations og Director Nautical Fleet & Health, indtil han blev forfremmet til Vice President Fleet Operations & Newbuild.
At han nu tager springet videre i karrieren til Stena Line skyldes ifølge Dennis Tetzlaff selv, blandt andet rederiets brede række af aktiviteter.
"Jeg kan godt lide, at Stena Line ikke kun tilbyder én service eller ét produkt. Formålet med at være en pålidelig forbindelse mellem mennesker, steder og samfund passer godt til mig, og jeg glæder mig til at komme i gang og lære mere," siger Dennis Tetzlaff.
Dennis Tetzlaff overtager rollen fra Ian Hampton, som forsætter i Stena Line med fokus på nye forretningsmuligheder.