Nyt vækstteam skal styrke dansk søfart
Regeringen har valgt at nedsætte et nyt vækstteam, der skal sikre, at Danmark fortsætter med at være først på de nye grønne bølger og også i fremtiden er en globalt førende søfartsnation.
Danmarks historie emmer af søfart, og danske maritime virksomheder går forrest i den grønne omstilling, men verden er ikke, som den var engang. Konkurrencen på de globale markeder er skærpet, og det påvirker Det Blå Danmarks kerneforretning. Samtidigt investerer Kina og USA store milliardsummer i den grønne omstilling af skibsfarten, og det truer europæiske virksomheders konkurrenceevne.
Regeringen har derfor nu nedsat et nyt vækstteam, der skal levere anbefalinger til, hvordan Det Blå Danmark ikke taber tempo som førende søfartsnation, men i stedet griber de mange muligheder for vækst, som den grønne omstilling af skibsfarten bringer. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
"Danmark er en søfartsnation i særklasse med virksomheder, der går forrest med innovative, grønne løsninger. Men nye, grønne bølger fra IMO’s klimaaftale har åbnet op for et stort potentiale for endnu mere, og det er afgørende, at Det Blå Danmark fanger dem nu. Ellers risikerer vi at tabe førerpositionen og blive afhængige af lande som Kina. Derfor nedsætter vi et nyt vækstteam, så vi kan få skabt de bedste rammer for vores maritime virksomheder, så Danmark fortsætter med at have grøn vind i sejlene," lyder det fra Erhvervsminister Morten Bødskov.
Vækstteamet er blevet sammensat af 11 fremtrædende personer fra Det Blå Danmark, og den tidligere formand for A.P. Møller-Maersk, Jim Hagemann Snabe, er blevet valgt for formand.
"Dansk og global skibsfart står over for en omfattende grøn omstilling. Det kræver enorme mængder grønne brændstoffer, og der er behov for stort set alle former for energieffektiviseringer. Det åbner op for nye, store eksportmuligheder for Danmark og danske virksomheder. Jeg glæder mig derfor til samarbejdet med de andre maritime nøglespillere, så vi kan blive konkrete på, hvordan Det Blå Danmark også i fremtiden kan spille en væsentlig rolle for Danmark og accelerere den grønne omstilling globalt," siger Jim Hagemann Snabe.
Anbefalingerne, som altså skal være afsæt for arbejdet med en ny vækstplan for Det Blå Danmark, skal efter planen afleveres til regeringen inden udgangen af 2024.