I dag går det løs:
Nu starter det første af Georg Stages to togter
Fra i dag og 20 uger frem danner Georg Stage rammen for 63 nye elever i deres bestræbelser på at uddanne sig til ubefarne skibsassistenter i det første af skoleskibets to togter for 2024.
Der venter en omvæltning af de større, når 63 unge mennesker med tætpakkede tasker og vadsække over skulderen i dag for første gang træder over landgangsbroen og ombord på Skoleskibet Georg Stage.
Her vil de over de kommende 20 uger - for de flestes vedkommende - nemlig få deres første møde med søfarten og Det Blå Danmark, når Georg Stage drager på årets første af to togter, der skal uddanne de unge mennesker til ubefarne skibsassistenter.
Årets første togt bringer i efter planen de 63 unge mennesker og det gamle skib til blandt andet Isefjorden, hvor der står på sejltræning på skemaet, inden turen går via blandt andet Thyborøn i Vestjylland og Hartlepool i England, til den spanske havneby Vigo, inden snuden vender retur mod Danmark, hvor Georg Stage blandt andet lægger til ved Folkemødet på Bornholm.
Det er forventet, at Det Blå Danmark i de kommende år vil efterspørge flere kvalificerede skibsassistenter til arbejdsmarkedet, da de er helt essentielle for at kunne varetage det væld af arbejdsopgaver, som er nødvendige for den voksende danske vindmølleindustri, og derfor er de danske skoleskibe af stor betydning for den maritime industri.
Årets første togt for Georg Stage slutter efter planen den 12. juli i København.