August blev en god måned for DFDS

Optima Seaways.

August 2024 blev en særdeles god måned for DFDS, hvor særligt mængden af passagerer gik frem. Det viser rederiets rapport for månedlige færgemængder.

Antallet af passagerer i årets sidste sommermåned var således 68,7 procent højere end i 2023 og 9,1 procent højere justeret for tilgangen af ruter på Gibraltarstrædet. Den justerede stigning var drevet af Den Engelske Kanal. Antallet af biler steg 55,1 procent og var 9,7 procent højere justeret for Gibraltarstrædet.

I de sidste tolv måneder, 2024-2023, steg det samlede antal passagerer 41,3 procent til 6,2 millioner sammenlignet med 4,4 millioner for 2023-22. Stigningen var 7,6 procent justeret for Gibraltarstrædet.

Samtidig kunne DFDS notere, at de samlede fragtmængder for rederiets færger i august 2024 var 7,4 procent højere end i 2023 og 4,4 procent højere justeret for tilgangen af ruter på Gibraltarstrædet og lukningen af Calais-Tilbury-ruten.

Nordsømængderne var højere end i 2023 med et blandet aktivitetsniveau på tværs af rutenetværket, mens Middelhavsmængderne i august var højere end i 2023 drevet af flere mængder på alle ruter.

På Den Engelske Kanal var mængderne i august fortsat højere end i 2023 og Østersø-mængderne fortsatte ligeledes med at stige.

I de sidste 12 måneder, 2024-23, steg de samlede transporterede fragt-lanemeter 5,0 procent til 40,5 millioner fra 38,6 millioner i 2023-22. Stigningen var 2,6 procent justeret for tilgangen af ruter på Gibraltarstrædet og Calais-Tilbury-lukningen.

Powered by Labrador CMS