DFDS gennemfører alligevel tyrkisk handel
Det danske rederi DFDS køber alligevel det tyrkiske selskab Ekol Logistics' internationale netværk. Det skriver DFDS i en selskabsmeddelelse i dag.
DFDS køber internationalt transportnetværk, der forbinder Tyrkiet og Europa, fra Ekol Logistics. Købet indfører DFDSs færge/vej-forretningsmodel til Middelhavet og forbinder desuden Tyrkiet med DFDS’ eksisterende netværk. Netværket har en forventet omsætning på DKK 3,3 mia. for 2024 og det har 3.700 ansatte.
Handlen har en værdi på 1,8 milliarder kroner, lyder det.
Rederiet meddelte ellers 1. november, at handlen ikke blev til noget alligevel. Men nu er aftalens vilkår blevet ændret, skriver DFDS.
Købet er baseret på reviderede vilkår aftalt siden opsigelsen af aktiekøbsaftalen 1. november 2024. Den væsentligste ændring vedrører hvor meget gæld, der indgår i transaktionen. Derudover har DFDS nu en option på at forlænge varigheden af havneterminalaftalen med Yalova Port.
Ekol Logistics transporterer varer mellem Tyrkiet og Europa med egne kontorer og faciliteter i 10 europæiske lande. Mere end halvdelen af transporterne er inter-modale gennem kombinationer af vej, færge og jernbane, hvilket gør Selskabet til den største kunde i DFDS' fragtfærge-rutenetværk i Middelhavet.
"DFDS’ køb af Ekols internationale transportnetværk styrker i høj grad vores evne til at drive en pålidelig og effektiv transportinfrastruktur, der understøtter Tyrkiets fortsatte vækst som produktionshub. Givet de reviderede vilkår, gennemarbejdede forretnings-planer og styrken af vores udvidede netværk er vi godt positioneret til at forsvare og styrke vores aktiviteter i Middelhavet”, siger Torben Carlsen, CEO for DFDS.
"Den strategiske logik i salget af Ekol Logistics' internationale transportnetværk til vores mangeårige partner DFDS er stærk. På vegne af alle mine gode kollegaer er jeg derfor meget glad for, at vi fandt sammen igen og fik revideret aftalen. En ny væksthistorie kan begynde”, siger Ahmet Musul, grundlægger af og formand for bestyrelsen i Ekol Logistics.
Strategisk fit og forretningsmodel
Købet er i fuld overensstemmelse med strategien for DFDS’ transportnetværk, der er fokuseret på at flytte gods i trailere med færge, vej og jernbane og på at tilbyde komplementære logistikløsninger.
Tilgangen af Selskabet tilføjer vejtransport til DFDS' fragtfærge-rutenetværk i Middelhavet og dermed udvides den gennemprøvede nordeuropæiske færge/vej-forretningsmodel også til denne region.
DFDS’ logistiknetværk udbygges derudover på tværs af Europa, og det eksisterende transportnetværk forbindes med Tyrkiet, hvilket gør det muligt at tilbyde end-to-end transport- og logistikløsninger mellem Tyrkiet og Europa direkte til slutkunder.
Strategisk vækst i Tyrkiet
DFDS har i flere år haft et stærkt fokus på at styrke sine logistik- og transportforbindelser mellem Europa og Asien. Med sin unikke geografiske placering og hurtigt voksende økonomi, er Tyrkiet blevet identificeret som en central hub i denne strategi.
I 2018 overtog DFDS det tyrkiske rederi U.N. Ro-Ro, der opererer fragtforbindelser mellem Tyrkiet og Europa. Handlen har været en succes for DFDS og har styrket deres position i regionen. Med beslutningen om yderligere investeringer i Tyrkiet, viser DFDS, at de fortsat har tillid til markedets langsigtede potentiale, på trods af de udfordringer, som økonomisk ustabilitet og politiske spændinger medfører i området.