Norden får grønt lys til opkøb af tørlastoperatør
DS Norden har fået myndighedernes godkendelse til at opkøbe den norske tørlastoperatør Norlat Shipping.
I juli meldte DS Norden ud, at de gjorde klar til at købe den norske tørlastoperatør Norlat Shipping, og tirsdag fik de så den endelige godkendelse af myndighederne til overtagelsen. Det oplyser det danske tørlastrederi i en pressemeddelelse.
"Vi er glade for at have grønt lys for opkøbet og ser frem til at byde Norlat Shipping-teamet og kunderne velkommen," lyder det fra administrerende direktør i Norden, Jan Rindbo.
Norlat Shipping er specialiseret i forsendelse af bulkvarer og deres primære handelsruter går fra Nordeuropa til Nordafrika og Nordamerika.
"Norlat er en dygtig nicheoperatør og en fantastisk tilføjelse til vores voksende projecter og pakkeaktiviteter, hvilket giver os mulighed for at tilbyde vores kunder fuldt fleksible løsninger som en global leverandør af skibsbaserede fragttjenester til bulk- og projektfragt af alle størrelser," siger Jan Rindbo.