Nyt projekt skal løfte den maritime innovationskraft
For at Danmark også fremtidigt kan sikre sig pladsen i front for den grønne omstilling i den maritime industri, har Fonden for Entreprenørskab startet projektet Maritimt Entreprenørskab.
Den grønne omstilling af den internationale skibsfart kræver en bred vifte af nye klima- og miljøvenlige alternativer. Det skaber spændende vækstmuligheder for den danske maritime industri, som er blandt de førende i verden og ofte kommer først på verdensmarkedet med nye, grønne teknologier. Opgaven er både stor, spændende og krævende, og den kalder på innovative og entreprenørielle kompetencer og løsninger.
Derfor har Fonden for Entreprenørskab med støtte fra Den Danske Maritime Fond startet projektet Maritimt Entreprenørskab. Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.
"Vi har i Danmark et væld af dygtige, innovative og nysgerrige unge mennesker, men desværre kender de færreste af dem til mulighederne inden for det maritime. Med Maritimt Entreprenørskab er vores fornemmeste opgave at forløse det kæmpe potentiale, der ligger i at få flere unge mennesker til at få øjnene op for branchen," lyder det fra forsknings- og programchef hos Fonden for Entreprenørskab, Pernille Berg.
"Vi vil gerne sikre os, at de møder nogle fantastiske rollemodeller fra den maritime industri, og at den maritime sektor ser, at de unge sidder med den innovationskraft, der skal til for at udvikle industrien. Det skal danne grobund for endnu mere maritimt iværksætteri, der kan bidrage til udviklingen af nye og innovative løsninger," siger hun.
Maritimt Entreprenørskab, der blev startet op i maj 2024 og løber frem til april 2027, er støttet af Den Danske Maritime Fond og er i tæt samarbejde med Danske Maritime.