Nye tider kræver, at vi tænker anderledes
![Jenny Braat.](https://image.maritime.direct/1673540.webp?imageId=1673540&width=960&height=548&format=jpg)
Ændringerne i vores omgivelser og vores situation tvinger os til at tænke og handle anderledes end vi har gjort i årevis.
Baggrund
Trusler fra såvel øst som vest betyder, at vi, også i den maritime industri, må kunne passe på os selv i Europa. Vi må stå sammen, og udvikle vores egen del af verden, hvis vi ikke vil rendes over ende.
Det er dejligt at se, at EU træder i karakter, og står sammen mod de fælles trusler; men, hvis vi for alvor skal tages alvorligt, er vi nødt til at tage os selv alvorligt, og ændre vores måde at agere på, både politisk og kommercielt.
I årtier har vi alene tænkt på pris, når vi skulle have bygget store skibe, med det resultat, at 80-90% af alle store skibe nu bygges i enten Kina og Korea. Vi har ladet både direkte og indirekte statstilskud til værftsindustrierne i disse lande været styrende for vores adfærd, uden tanke på forsyningssikkerhed.
Vores afhængighed af USA er stor, vi har stor samhandel, og vi har trygt overladt vores militære forsvar til dem. De tider er forbi nu. Vi har bragt os selv i en situation, hvor omgivelserne har den opfattelse, at det er muligt at true og presse os.
På trods af, at vi har en direkte militær trussel hængende over hovedet, har vi overladt styringen til USA. Det har hidtil fungeret fint, men er vi blevet lullet i søvn?
Trusler mod Suezkanalen har tvunget til ændringer i skibsruter og truslen mod Taiwanstrædet kan betyde, at der kommer mere skibstrafik i de arktiske områder.
På toppen af alt dette skal vi også have løst klimaproblematikken, for det er absolut nødvendigt, at vi ikke nedprioriterer løsningen af de klimamæssige udfordringer, fordi vi har for travlt med at løse de mange andre udfordringer, som vi står over for.
Vi har talt med Jenny N. Braat, administrerende direktør for brancheorganisationen Danske Maritime, om dette problemkompleks og, om hvordan det må forventes at påvirke både den danske maritime industri og vores tankesæt i såvel Danmark som det øvrige Europa.
Øget regional handel stiller nye krav til transport
”Vi må indstille os på, at der vil være en øget regional handel. Det vil ændre den måde vi transporterer varer på. Vi vil formodentlig se et skift, hvor ”coastertrafik” får en opblomstring, og at der vil være nedgang i trafikken i Stillehavet og Atlanterhavet”, siger Jenny N. Braat.
Vi skal kunne producere i Europa
”Vi har for længe flyttet produktion til andre dele af verden. Når man flytter produktionen ud, flytter man også viden og udvikling ud, så vi skal have industrierne tilbage til Europa.Vi skal selv kunne bygge og vedligeholde vores skibe i Europa, både vores flådeskibe og vores kommercielle skibe.”
Forsyningssikkerhed contra pris
”I Europa kommer vi til at indtænke forsyningssikkerhed som et forhold der vægter højere end den pris vi skal betale.
Forsyningssikkerheden er sammensat af råvarer, arbejdskraft og teknologi. Vi er i Danmark stærke på teknologi, denne styrke skal vi udvikle så vi kan benytte os af ”smart produktion”.
Arbejdskraften bør vi kunne løse delvis gennem teknologi og ved at aktivere og uddanne arbejdsstyrken i hele EU til de opgaver der opstår, og om nødvendigt integrere udefra kommende arbejdskraft.
Med hensyn til råvarer skal vi udvinde og producere de nødvendige mængder af ”grønne” råvarer, her kommer vi nok ikke uden om at vi i høj grad skal kunne genbruge råvarer.”
Den nye verden er ikke kun dårligt nyt
”Den nye situation er ikke kun dårligt nyt for Danmark. Vi har igennem mange år udviklet og leveret teknologi og teknologiske produkter til alverdens industrier, vi er derfor godt klædt på, til at påtage os de udfordringer der kommer. Samtidig er vi langt fremme indenfor miljø- og klimatænkning. Med nye udfordringer kommer der nye muligheder og markeder, i Danmark har vi et fleksibelt og veluddannet arbejdsmarked, der er indstillet på hurtige ændringer.
Så det handler om at se de muligheder, der opstår som følge af den ændrede tankegang – og udnytte dem, så skal vi nok klare os fint.” Slutter Jenny N. Braat.
Vi håber at ovenstående citater kan tjene både som inspiration, og skabe den nødvendige debat om vores situation og vores muligheder.