Stena Line lokker passagererne med ny kampagne
I et forsøg på at lokke flere svenske over Kattegat har Stena Line lanceret et nyt tilbud, hvor børn rejser gratis på turen til Danmark.
Høj inflation og stigende renter har fået svenskerne til at droppe planerne om en udlandsrejse i den kommende sommerferie. I en rundspørge fra Visit Sweden oplyser 37 procent af de adspurgte svenskere, at de planlægger at holde ferie hjemme i Sverige for at spare penge.
Men nu kan der være hjælp på vej fra Stena Line. Det svenske rederi vil nemlig forsøge at lokke de økonomisk trængte svenskere med et nyt tilbud, hvor børn rejser gratis på turen til Danmark. Det oplyser de en pressemeddelelse.
"At tage hele familien med på ferie behøver ikke at koste en formue, og vi vil gerne gøre det muligt for alle vores kunder at få en udlandsferie i sommer. Derfor har Stena Line nu valgt at tilbyde gratis rejser for børn under 15 år. Med os skal hele familien kunne rejse til Danmark nemt og bekvemt og til en rimelig pris," siger Travel Commercial Manager hos Stena Line, Ulf Staaff.
Tilbuddet gælder for alle bilrejsende med børn under 15 år, der altså kan rejse helt gratis på alle afgange mellem Gøteborg-Frederikshavn, samt Halmstad-Grenaa, hele sommeren.