Hafnia har taget imod sidste LR2-nybygning
Danske Hafnia kunne i denne måned tage imod deres fjerde LR2-nybygning ud af fire, da fartøjet Hafnia Lillesand blev leveret fra det kinesiske værft Guangzhou Shipyard International.
For fjerde gang på godt et år kunne Hafnia tage imod en LR2-nybygning til sin flåde, da det danske tankrederi i begyndelsen af marts bød velkommen til Hafnia Lillesand.
Sammen med de tre søsterskibe Hafnia Languedoc, Hafnia Loire og Hafnia Larvik, der alle blev leveret i 2023, bringer fartøjerne rederiet et stort skridt i jagten på den grønne omstilling.
Hafnia Lillesand er – ligesom søsterskibene – udstyret med højtryks-dual-fuel LNG-motorer med fleksibelt design, der ikke kun sikrer tæt på nul metanudslip, men også gør dem tilpasningsdygtige til fremtidens nul-emissionsbrændstoffer såsom grøn ammoniak eller grøn methanol.
"Vi er glade for at modtage Hafnia Lillesand, det fjerde og sidste fartøj i vores dual-fuel LNG nybyggede serie. Denne milepæl understreger vores forpligtelse til bæredygtighed og innovation i shippingindustrien, og vi takker især vores partnere hos GSI og CSSC for deres samarbejde under dette projekt med at konstruere og levere disse nybygninger," lød det fra administrerende direktør hos Hafnia, Mikael Skov, da Hafnia Lillesand blev døbt på skibsværftet Guangzhou Shipyard International den 29. februar.
Mens Hafnia Loire og Hafnia Languedoc er timechartret ud til Hafnias mangeårige kunde TotalEnergies, så er Hafnia Larvik og Hafnia Lillesand timechartret til en anden af Hafnias mangeårige kunder – norske Equinor.