Ændringer har fremtidssikret MARTEC-uddannelse 

MARTEC håber at kunne nå op på 20-25 studerende på den nye uddannelse til Maritim Teknolog.

Efter godt 15 år er det slut med at læse til skibsmaskinist hos MARTEC i Frederikshavn, men afløseren er allerede klar.

Offentliggjort

En uddannelse som skibsmaskinist hos MARTEC har hidtil kunnet føre til mange forskellige jobmuligheder, men der har også været en markant mangel ved uddannelsen.

“Det har været det, som vi gerne betegner som en blindtarmsuddannelse, altså en uddannelse, som ikke giver mulighed for at læse videre efter endt uddannelse, men det er vi kommet på den anden side af nu med den nye uddannelse,” fortæller vicedirektør hos MARTEC, Brian Thomsen.

Den nye uddannelse, som Brian Thomsen omtaler, er uddannelsen som Maritim Teknolog, der forventes at starte op i august 2025, og som altså afløser skibsmaskinistuddannelsen. Men hvorfor ændre på en uddannelse, som har fungeret godt længe? Det er der ifølge Brian Thomsen en række grunde til.

“Udover at man vil have mulighed for at læse videre med den nye uddannelse, handler det om, at den nye uddannelse er på et anerkendt niveau, nemlig en erhvervsakademiuddannelse - og det har betydning for, hvem der kan søge ind. Mens det ‘kun’ er folk med en erhvervsuddannelse, der har kunnet søge ind på skibsmaskinistuddannelsen, vil også alle med en studentereksamen kunne søge ind på den nye uddannelse, og vi har haft møder med aftagerne af vores kandidater og lyttet til deres ønsker, så den nye uddannelse nu er fremtidssikret,” siger Brian Thomsen.

Møderne med aftagerne gjorde det klart, at de havde en række ønsker til ændringer af uddannelsen.

“I takt med skibenes udvikling ændres kravene til vores dimittenders færdigheder, så på den nye uddannelse vil der blive lagt stor vægt på drift og fejlfinding af køleanlæg, og så har der været et stort ønske om, at der skulle være mere undervisning i ledelse samt grøn omstilling, så det har vi forsøgt af få med, så den nye uddannelse er fremtidssikret,” siger Brian Thomsen.

Længere praktiktid til søs

Mens den hidtidige uddannelse har varet et år, tager det to år at blive Maritim Teknolog – dog kan studerende med en erhvervsuddannelse opnå merit og dermed fuldføre uddannelsen hurtigere end to år, men ifølge Brian Thomsen er det ikke længden af uddannelsen som sådan, der er det vigtigste, men derimod tiden på søen.

“På skibsmaskinistuddannelsen er der tre måneders praktik til søs, mens der på den nye uddannelse er det dobbelte - nemlig seks måneder. Ændringen er vigtig, for mens man ikke kan få sit sønæringsbevis med ‘blot’ tre måneders praktik, berettiger seks måneders praktik til søs rigeligt til, at man får sit bevis. Det betyder, at kandidaterne er klar til at stå til søs efter endt uddannelse,” siger Brian Thomsen.

Han regner med, at de første kandidater går i gang med uddannelsen som Maritim Teknolog til næste efterår, og han er optimistisk.

“Typisk har vi optaget 15-20 studerende på skibsmaskinistuddannelsen, men med den nye uddannelse og dens udvidede muligheder, tror jeg bestemt, at vi kan nå op på 20-25 stykker, og vi glæder os til at byde dem velkommen,” siger en tilfreds Brian Thomsen.

Powered by Labrador CMS