Oceanspace Media køber maritim messe
Mediehuset Oceanspace Media AS, som blandt andet står bag MaritimeDirect, har købt 50 procent af den danske messe Scandinavian Maritime Fair, som har fokus på den maritime industri og shipping i Skandinavien.
Det norske maritime mediehus Oceanspace Media, som blandt andet ejer de danske medier FiskerBladet og MaritimeDirect har købt sig ind i den maritime messe Scandinavian Maritime Fair efter at have overtaget andelen fra den nu tidligere ejer René Wittendorff. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
"Købet af 50 procent i Scandinavian Maritime Fair er en del af investeringen i konferencer og messer," lyder det fra udgiver og ejer af Oceanspace Media, Gustav Erik Blaalid.
For det norske mediehus, som foruden de to danske medier også driver en række maritime magasiner i Norge, Skotland og Sydamerika, er satsningen på messer og konferencer dog ikke helt ny.
"Fra før ejer vi en mindre aktiepost i norske Aqkva AS, som igen ejer 50 procent af HaveExpo-messen. Derudover har vores medier i Chile med Salmonexpert i spidsen allerede arrangeret den kombinerede messe og konference ESA ved to lejligheder, så dette er et fokusområde, Oceanspace Media allerede er etableret indenfor," siger Gustav Erik Blaalid.
Den anden halvdel af Scandinavian Maritime Fair ejes af MCI, et firma, der afholder events, konferencer og messer, og som leverer ydelser som teknisk arrangør, udstyrsleverandør og rådgivning, og her ser man frem til det nye samarbejde.
"Jeg byder Oceanspace Media og Gustav Erik velkommen som nye medejere af Scandinavian Maritime Fair," siger ejer af MCI, Per Ankær.
Den næste udgave af Scandinavian Maritime Fair løber af stablen i København den 14.-15. maj 2024.