Molslinjen var tæt på rekordår under påsketurene på Kattegat
Påsken på Kattegat blev bedre end sidste år og antallet af biler og passagerer var tæt på rekorden i 2022.
Der var stor travlhed over Kattegat, da Molslinjens færger mellem Sjælland og Jylland bragte passagerer i tusindvis mellem de to landsdele i påskeugen. Det viser rederiets opgørelsen over trafikken i påsken.
Påskeugen er i opgørelsen lavet fra onsdag før påske til og med anden påskedag, og tallene viser, at Molslinjen var særdeles tæt på rekorderne fra 2022.
Hurtigfærgerne havde således tilsammen 26.100 biler med frem og tilbage i påsken – og de biler transporterede i alt 85.579 passagerer. Det er henholdsvis seks procent flere biler og fire procent flere passagerer end i sidste års påske, som endda havde fordelen af at ligge senere i april.
Påsken i 2022 er dog stadig den påske, som Molslinjen kigger tilbage på, når det handler om rekorder. I 2022, hvor påsken lå i midten af april, rejste hele 93.163 passagerer frem og tilbage, mens vogndækkene fandt plads til 30.089 biler.