Kaptajn løsladt: “Hun gjorde sin pligt”

Carola Rackete blev anholdt lørdag aften efter at hun havde påsejlet en politibåd, da hun manøvrerede Sea-Watch 3 gennem en blokade i havnen i Lampedusa. Efter mere end to uger på havet med 40 afrikanske migranter ombord, hvor hun forgæves ventede på at få tilladelse til at gå i havn i Italien eller et andet EU-land, valgte hun at tage sagen i egen hånd og bryde blokaden af hensyn til migranternes helbred.

Kaptajnen risikerer fortsat at blive sigtet i sagen. Italien har indført en lovgivning, der forbyder udenlandske NGO-redningsskibe at sejle ind i italiensk farvand, hvis de har migranter ombord.

Sea-Watch samlede i alt 53 migranter op i Middelhavet ud for Libyens kyst. De 13 af dem blev hurtigt bragt i land for at få behandling. Ifølge Carola Rackete var det efter mere end to uger på havet nødvendigt at bringe de øvrige i land.

Den tyske hjælpeorganisation Sea-Watch, der ejer skibet, var glade for løsladelsen i aftes.
“Der var ingen grund til at hun blev arresteret, da hun alene havde opretholdt menneskerettighederne på Middelhavet og taget ansvar, hvor ingen europæiske regeringer gjorde det,” lyder det i et tweet fra organisationen.

I tweetet herunder giver Sea-Watch sin udlægning af, hvorfor den italienske dommer løslod Rackete.

Redaktionen