Nye toldsatser skaber usikkerhed – men de alvorligste konsekvenser ligger stadig i horisonten

En regulær toldkrig truer i øjeblikket verdenshandlen. USA har blandt andet pålagt told på stål og aluminium, og blandt andre Canada, Kina og EU har svaret tilbage med en told på amerikanske varer.
På trods af handelsmæssige spændinger mellem USA og en række lande - herunder Europa - ser Danske Rederier ikke lavere global økonomisk vækst i den nærmeste fremtid.
”Vi er stadig i den første fase af en regulær toldkrig, så selvom det i sig selv er meget bekymrende, så er der stadig et stykke vej til, at den globale økonomiske vækst for alvor vil tage skade”, vurderer Jacob K. Clasen, der er viceadministrerende direktør i Danske Rederier.
En af årsagerne til det er, at allerede indgåede kontrakter fastholder handelsstrømmene. Det er første fase af en toldkrig. Fase 2 starter, når de eksisterende kontrakter udløber.

”Her vurderer vi, at nye handelsstrømme og dermed ruter for skibsfarten vil opstå. Det kan ramme enkelte rederier, når handelsruter ændrer sig. For eksempel hvis et nyt marked er præget af særlige lokale forhold, ændret infrastruktur eller anderledes konkurrencevilkår. Omvendt vil der også opstå nogle muligheder, hvis nye handelsruter foregår over længere distancer til søs”, siger Jacob K. Clasen.
I den sidste – og mest alvorlige - fase af en toldkrig, vil der komme globale økonomiske tab som følge af blandt andet ineffektivitet. Efterspørgslen på varer falder og dermed også handelsvolumen. Dette kan få markante økonomiske konsekvenser for både rederierne og verdensøkonomien generelt.
”Det er jo gammel lærdom, at samhandel gør os rigere. Det modsatte gør sig også gældende. Så derfor er det en stor bekymring, hvis vi når langt ind i en regulær toldkrig. Skibsfarten er en mobil industri, og vores skibe sejler der, hvor handelsstrømmene er. Derfor vurderer jeg, at danske rederier er robuste til at møde fremtiden. Også selvom den er væsentlig mere usikker i dag end for blot få måneder siden”, siger viceadministrerende direktør i Danske Rederier Jacob K. Clasen