Scandlines vinder tysk innovationspris

Head of Business Administration & Special Projects Marko Möller og Head of Corporate Communications Anette Ustrup Svendsen, Scandlines
Offentliggjort

Gennem de seneste mange år har Scandlines løbende udviklet sin flåde for at sænke udledningen af CO2. Målet er færgedrift uden udledning af direkte emissioner i 2040. Det seneste projekt i rækken er at ombygge to af hybridfærgerne på Rødby-Puttgarden-ruten til plug-in færger, så 80 procent af den nødvendige energi til en overfart kommer fra strøm. For det projekt modtog Scandlines den 5. november en innovationspris fra det tyske selskab for transportforskning.

Scandlines imponerede juryen med den planlagte ombygning af hybridfærgerne M/F Deutschland og M/F Schleswig-Holstein til plug-in hybridfærger – specielt ladetårnene i Rødby og Puttgarden med meget stor ydeevne blev vurderet som særligt innovative. Med ladetårnene bliver det nemlig muligt på 12 minutter at oplade til 80 procent af den energi, der kræves til en overfart. Ombygningen af færgerne går i gang i 2025.

”Vi er utrolig stolte og beærede over, at vores projekt blev valgt som vinder af prisen. Det er et klart signal til vores mange kolleger og eksperter, der bidrager med kreative tanker og tekniske løsninger til at gøre vores flåde mere og mere bæredygtig, om at deres ideer betyder noget. Vores mål er emissionsfri drift på Rødby-Puttgarden ruten allerede i 2030, og det prisvindende projekt er et stort skridt mod det mål,” lyder det fra Marko Möller, som er Head of Business Administration & Special Projects i Scandlines.

Allerede i 2030 vil Scandlines have reduceret rederiets samlede direkte CO2-udledning med omkring 60 procent i forhold til 2008. Målet er fortsat zero direct emissions for hele virksomheden i 2040.

Marko Möller modtog prisen sammen med Scandlines’ Head of Corporate Communications, Anette Ustrup Svendsen. Prisuddelingen fandt sted i Paulskirche i Frankfurt i forbindelse med den 10. tyske Mobilitetskongres.

Jörg-Andreas Krüger, præsident for den tyske miljøorganisation NABU ønsker Scandlines tillykke med den tyske innovationspris med disse ord:

”Prisen understreger rederiets innovative evner, pionerånd og mod på at gå forrest for at for at operere færgerne med mindst muligt aftryk. Færgerne mellem Danmark og Tyskland viser med endnu et godt eksempel, hvordan rederierne globalt kommer tættere på emissionsfri drift. Vi er stolte over at være en mangeårig samarbejdspartner for Scandlines og af at ledsage dem på rejsen mod emissionsfri drift.”

I år blev næsten 50 projekter indsendt til det tyske selskab for transportforskning. Med innovationsprisen ønsker selskabet at anerkende banebrydende produkter og projekter, der har potentiale til at ændre mobilitetslandskabet på lang sigt. Det er fjerde gang, innovationsprisen uddeles, og i år var de indsendte projekter af så høj kvalitet, at juryen havde udvalgt fire finalister i stedet for tre.

Om Scandlines’ elektrificeringsprojekt: 

Elektrificering af to af de fire passagerfærger på Rødby-Puttgarden-ruten Servicefart: 18,5 knob Energilagringssystem ombord: 5 MWh på begge færger Opladning i havn (Rødby og Puttgarden): 12 minutter Investering: Over DKK 230 millioner

Powered by Labrador CMS