Efter rekordkvartal – Maersk opkøber to logistikvirksomheder

The Ocean Cleanup

Efter det bedste kvartalsresultat nogensinde, har A.P. Møller – Maersk fredag opkøbt to BtoC logistikvirksomheder i USA og Europa.

Publisert Sist oppdatert

Den danske gigant A.P. Møller Maersk har fredag offentliggjort opkøbet af to logistikvirksomheder til at indgå i den samlede forretning. Således er amerikanske Visible Supply Chain Management og hollandske B2C Europe Holding nu inkluderet under den lyseblå paraply.

Begge de to virksomheder er eksperter i e-handel og har ifølge avisen Børsen kostet Maersk omkring 1 milliard dollar.

Penge ser dog ikke ud til at være et problem i disse dage hos rederigiganten, der fredag ligeledes kunne løfte sløret for et rekordstort regnskab i andet kvartal, hvor forretningsdivisionen Ocean kunne notere en omsætning på hele 11 milliarder kroner, mens driftsoverskuddet for hele koncernen endte på 5 milliarder dollar.

“Jeg er tilfreds med den strategiske fremdrift og med vores evne til at generere værdi. Vi fortsætter med at forbedre Ocean-forretningen. Andelen af langsigtede kunde-kontrakter stiger i Ocean, og vi har en logistikforretning i hastig vækst samt en profitabel havneforretning,” lyder det fra administrerende direktør i A.P. Møller – Maersk A/S, Søren Skou, i en pressemeddelelse.

“De stærke pengestrømme og den ekstraordinært høje indtjening betyder, at vi kan investere yderligere, bevare momentum og udvide vores aktiviteter, også igennem opkøb og samtidig sikre attraktive afkast til vores aktionærer. Vi annoncerer således i dag opkøb af Visible SCM og B2C Europe. Begge virksomheder komplementerer vores eksisterende netværk og møder kundernes behov for logistikløsninger til e-handel,” siger Søren Skou.

Udsigten for tredje kvartal er ligeledes positiv, og direktøren forventer, at det nuværende momentum i Ocean fortsætter ind i fjerde kvartal, hvorfor forventningerne til 2021 er opjusteret til en underliggende EBITDA på 18-19,5 milliarder dollar – EBIT på 14-15,5 milliarder dollar.

Powered by Labrador CMS