Erria forlænger samarbejde med Noble Drilling

Den maritime virksomhed Erria har forlænget sin rammeaftale med rig-operatøren Noble Drilling indtil 2027.

Offentliggjort

Erria har sikret sig en forlængelse af samarbejdet med Noble Drilling indtil 2027. Det oplyser den danske virksomhed, som servicerer rederier med drift, sikkerhed og logistik, i en selskabsmeddelelse.

Offshore boreentreprenøren for olie- og gasindustrien, Noble Drilling, der tidligere var kendt under navnet Maersk Drilling, indgik i marts 2021 en rammeaftale med Erria, der omfatter levering af marine warranty-services på vegne af Noble og deres ledende assurandører, i overensstemmelse med 'best practice', og det er altså denne rammeaftale, der nu er blevet forlænget.

"Vi er utrolig stolte af at forlænge denne aftale med Noble, og vi ser frem til at fortsætte med at levere ekspertise til industrien i tæt samarbejde med Nobles specialister," lyder det fra Head of Offshore hos Erria, Thomas Rekvad.

Forlængelsen af aftalen med Noble Drilling kommer efter Erria gennem sit datterselskab i Singapore, Cathay Seal, i foråret indgik en aftale med Maersk, der både forlængede og udvidede virksomhedens samarbejde med rederigiganten om sikkerhed og beskyttelse af indhold i containere.

Også denne aftale blev forlænget til 2027 og indebærer blandt andet produktion og levering af Cathay Seal's nyudviklede og patenterede container seal, CS Bolt IV Fitted Seal.

Powered by Labrador CMS