Svenske færgepassagerer kigger atter mod Danmark
En bedre svensk økonomi og en målrettet investering i at forbedre passageroplevelsen har givet Stena Line en forbedring i september måneds bookingtal på ruterne mellem Sverige og Danmark.
Efter nogle særdeles hårde måneder med faldende passagertal hos Stena Line, så er der atter ved at være tegn på lysere tider. Det svenske rederi, der driver ruterne mellem Gøteborg og Frederikshavn samt Halmstad og Grenaa, har nemlig oplevet en markant forbedring af bookingtallene på sine i september måned. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Antallet af bookinger i Danmarksregionen i sidste måned ligger nemlig kun 5 procent under niveauet fra samme måned i 2023, hvilket rederiet betegner som 'bemærkelsesværdigt', da 2023 var et rekordår for ruterne mellem Sverige og Danmark.
En af de primære årsager til de tilbagevendte passagerer skyldes ifølge Stena Line, at den svenske økonomi igen viser tegn på stabilitet efter en væsentlig rentenedsættelse fra Sveriges Nationalbank tidligere på måneden.
"Vi har i lang tid ventet på et økonomisk opsving, og nu ser vi, at lavere renter og en mere positiv økonomisk udsigt begynder at gøre en forskel. Det styrker forbrugernes købekraft og lyst til at rejse, hvilket vi tydeligt kan mærke i vores bookingtal," siger Travel Commercial Manager hos Stena Line, Ulf Staaff.
Han understreger, at det dog ikke kun er forbedringen af Sveriges økonomi, der trækker flere svenskere til Danmark.
"Vores kontinuerlige arbejde med at forbedre kundeoplevelsen spiller også en væsentlig rolle. Et eksempel er vores nye, optimerede bookingsystem, der gør det endnu nemmere og hurtigere for kunderne at booke deres rejse med Stena Line," lyder det fra Ulf Staaff, der tilføjer, at rederiet allerede nu ser stærke bookingtal for de første måneder af 2025.