Efter forundersøgelse: Virksomhed dropper PtX-projekt i Aabenraa
Efter at have afsluttet en forundersøgelse har virksomheden Linde Gas A/S droppet at deltage i et PtX-projekt på havnen i Aabenraa.
Smilene var store, da Linde Gas A/S og Aabenraa Havn i april 2021 meddelte, at man sammen ville undersøge mulighederne for at etablere et elektrolyseanlæg på Aabenraa Havn, men godt to år senere er mimikken nu en anden. Linde Gas har som følge af den nu afsluttede forundersøgelse nemlig besluttet alligevel ikke at deltage i projektet. Det oplyser havnen på sin hjemmeside.
Hvad der helt præcis har fået Linde Gas til at trække følehornene til sig, bliver ikke oplyst, omend virksomheden overfor Aabenraa Havn oplyser, at ‘beslutningen ikke afspejler placeringen af havnen eller dens tilgængelige tekniske infrastruktur’.
Hvad næste skridt nu bliver for havnen er endnu uvist, men Aabenraa Havn fortæller, at situationen har givet anledning til en kort tænkepause, hvor man overvejer, hvilken retning man følger, og at der i øvrigt er flere interessante projekter i spil.
“Selvom det selvfølgelig er ærgerligt, at Linde Gas har besluttet ikke at realisere PtX-projekter i Danmark i denne omgang, er det lidt af et luksusproblem for Aabenraa Havn. For der er fortsat massiv interesse for arealerne, fordi beliggenheden og infrastrukturen er så unik. Så ordsproget om, at når en dør lukkes, åbnes en ny, passer rigtig godt på situationen – og i dette tilfælde er det mange nye døre. Så vi er bestemt fortrøstningsfulde,” siger direktør for Aabenraa Havn, Henrik Thykjær.