Esbern Snare løsrev sig under stormen og drev ind i Absalon

Fregatten Esbern Snare har tidligere været udsendt til Guineabugten.

Den danske fregat Esbern Snare rev sig under stormen fredag morgen løs fra sit leje på Flådestation Frederikshavn og drev efterfølgende ind i den nærliggende fregat Absalon.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var voldsomme kræfter på spil, da stormen Rolf natten til fredag og fredag morgen ramte Danmark, og ved Flådestation Frederikshavn gik det ud over to af de danske fregatter.

Vindstød på over orkanstyrke fik nemlig nogle trosser på Esbern Snare til at sprænge, så skibet løsrev sig og drev ind i den nærliggende fregat Absalon. Det skriver TV2.

Både Esbern Snare og Absalon har fået ridser og skrammer på skroget, men ifølge fællestillidsmand Finn Bæk Karlsson fra 1. Eskadre i Søværnet er der dog ikke tale om alvorlige skader.

"Det er, hvad der sker, når det blæser så kraftigt. Det kunne også være sket et andet sted. Og lige nu er vi i gang med at få Esbern Snare slæbt tilbage på plads, så dermed vurderer jeg, at der ikke er fare på færde," siger han til mediet.

Powered by Labrador CMS