Nyt projekt skal forbedre alarmhåndtering til søs

Et nyt projekt fra ShippingLab skal forbedre alarmhåndteringssystemer og bidrage til at øge sikkerheden ombord på skibe.

Når et skib befinder sig midt på havet, er det afgørende, at alarmsystemerne ombord fungerer optimalt og giver besætningen mulighed for at reagere i kritiske situationer. Alarmmængden på skibe er steget med 197 procent over de seneste 20 år, men ikke alle alarmer er lige kritiske.

Derfor er DFDS, Lloyd’s Register, Blue Stamp, Aarhus Maskinmesterskole, Fredericia Maskinmesterskole og IT-Universitetet i København nu gået sammen om et nyt projekt, der vil forsøge at optimere alarmhåndtering til søs og skabe grundlag for fælles standarder i den maritime industri. Det oplyser ShippingLab i en pressemeddelelse.

"Vores mål med projektet er at forbedre alarmhåndteringspraksis og dermed sikkerheden ombord på skibene. Det vil vi gøre ved at udvikle metoder, der giver besætningen bedre forudsætninger for at handle kvalificeret og effektivt på alarmerne," lyder det fra Head of Innovation and Partnerships hos DFDS, Mads Bentzen Billesø.

Projektet, der er sat igang i regi af netop ShippingLab, skal både bidrage til, at man kan optimere designet af alarmsystemerne og håndtere den øgede risiko, som nye lav-emissionsbrændstoffer medfører, og tilvejebringe ny viden, der kan bruges som grundlag for at lave fælles og omfattende standarder for alarmhåndtering i den maritime industri.

Projektet er støttet af Den Danske Maritime Fond.

Powered by Labrador CMS