Store roser efter Laura Mærsk, men ‘det kan blive endnu grønnere’
Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling kalder det ‘et stort skridt for søfarten’, at Maersk torsdag kunne navngive verdens første metanoldrevne containerskib, men kalder på yderligere udvikling af fremtidens grønne brændstoffer.
Fra sejl til kul. Fra kul til olie. Og nu fra olie til grønne brændstoffer bygget på sol og vind. Det er den omstilling søfarten nu står overfor, og som torsdag tog et stort skridt fremad med indvielsen af ikke bare A.P. Møller – Maersks – men faktisk hele verdens første containerskib, som skal sejle på grøn metanol.
Søfarten er ansvarlig for omkring tre procent af de globale drivhusgasudledninger, og den uafhængige miljøorganisation Rådet for Grøn Omstilling byder det derfor velkomment, at det første containerskib, som kan sejles på grønne brændstoffer, nu er på vandet.
Se videoen: Her får Laura Mærsk sit navn
“Det er et stort skridt for søfartens fossile exit-plan, at det første containerskib nu kan sejles udelukkende med grønne brændstoffer. Den globale søfart skal over de næste år erstatte 300 millioner tons fossilt brændstof med grønne brændstoffer bygget sol og vind. Opgaven er enorm og søfarten har alt for længe siddet på hænderne. Derfor er det svært at overvurdere betydningen af, at vi nu endelig går fra ord til handling,” lyder det fra klima og transportrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, Rasmus Bjerring Larsen.
Det nye feederskib skal efter planen sejle på e-metanol fra European Energys nye anlæg ved Aabenraa. Anlægget er dog en anelse forsinket, hvorfor det i første omgang blive norske Equinor, der leverer brændtstofte til fartøjet.
Spændende video: Sådan blev Maersks nye feederskib bygget
Rådet for Grøn Omstilling bifalder ambitionen om e-metanol og anerkender, at der kan være udfordringer i at få forsyningen på plads. Både e-metanol og biometanol indeholder dog stadig kulstof, og derfor anbefaler Rådet for Grøn Omstilling på sigt at skifte til endnu grønnere brændstoffer, såsom e-ammoniak, når de forventeligt kommer på markedet indenfor få år.
“Det er afgørende, at rederier kommer i gang med det, der kan gøres nu – altså metanol – men de skal også holde døren åben for endnu renere brændstoffer, som forventes at komme på markedet indenfor de næste par år. Vi har en meget begrænset mængde bæredygtigt kulstof, og skibsfarten bør bruge så lidt som muligt,” siger Rasmus Bjerring Larsen.
Maersk har allerede nu bestilt 25 skibe, som kan sejle på metanol. Skibene leveres løbende og forventes alle at være på vandet i løbet af 2027. Globalt er der bestilt mere end 200 skibe, som kan sejle på metanol.