Havnearbejdere har indledt stor strejke
Havnearbejdere på USA's østkyst har tirsdag morgen dansk tid indledt en strejke, der rammer 45.000 medarbejdere i 36 havne.
Uenighed om en ny overenskomst har sendt den amerikanske shippingbranche ud i en regulær storm efter overenskomsten mellem de nordamerikanske havnearbejderes fagforening International Longshoremen's Association (ILA) og arbejdsgiverorganisationen USMX, som repræsenterer blandt andre APM Terminals og MSC, udløb tirsdag morgen dansk tid.
Dermed er 45.000 medarbejdere i 36 havne på den amerikanske østkyst gået i strejke på ubestemt tid. Der skriver flere medier her i blandt CNN.
Foruden uenighed om medarbejdernes løn, så er fagforeningen ILA også bekymret for blandt andet den øgede automatisering på terminalerne, der på sigt kan ende med at koste flere medarbejdere jobbet.
Strejken blandt havnemedarbejderne vil forhindre containerskibe i at fragte varer ind og ud af USA, og ifølge flere medier står næsten halvdelen af den amerikanske import til at blive ramt, hvilket frygtes at kunne få konsekvenser for danske virksomheder.
Flaskehalsproblemer og trafikpropper i skibstrafikken har det nemlig med at få fragtpriserne til at stige, ligesom containerskibe, der ligger i kø ud for de amerikanske havne, kan skabe en mangel på ledige containerskibe andre steder i verden.