Nyt partnerskab skal reducere CO2- og partikeludledning ved Skagen

Skagen ankerplads.

Skagen Havn og Maersk-ejede Stillstrom har indgået et partnerskab for at reducere CO2- og partikeludledning, når skibe ligger for anker ud for Skagen.

Siden 2020 har ankerpladsen ud for Skagen i det nordligste Danmark været en af de mest travle i Nordeuropa, men den store mængde trafik er hårdt for miljøet. Mere end 3800 skibe har i perioden nemlig ligget for anker ud for Skagen i mindst seks timer ad gangen, og med sig har de bragt, hvad der svarer til en årlig gennemsnitlig CO2-udledning på 66.000 ton.

Men nu vil et nyt samarbejde mellem Skagen Havn og Maersk-ejede Stillstrom, der er leverandør af offshore El- og ladekoncepter, arbejde sammen for at reducere CO2- og partikeludledningen, når skibene ligger for anker ud for toppen af Danmark. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Skagen Havn og Stillstrom har nemlig indledt et strategisk samarbejde om at undersøge muligheden for etableringen af offshore El- og ladeløsninger på ankerpladsen, og dermed sigter de to virksomheder mod at imødekomme det presserende behov for at dekarbonisere den maritime sektor og mindske udslip i lokalområdet ved at udnytte innovativ teknologi og bæredygtig praksis.

"Partnerskabet mellem Skagen Havn og Stillstrom repræsenterer et betydeligt skridt imod at dekarbonisere ankerpladsen og reducere den CO2-udledning vi ellers ser tæt på kysten og byen," lyder det fra administrerende direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen.

Igennem fælles undersøgelser med afsæt i innovative ladeteknologier til havs, er Skagen Havn og Stillstrom forpligtet til at fremme overgangen til en renere og mere effektiv maritim industri. Dette samarbejde understreger deres fælles vision om at skabe en grønnere og mere bæredygtig fremtid for havnen og det omkringliggende samfund.

Powered by Labrador CMS