Øresundslinjen lokker passagerer med nyt koncept på dansk elfærge
Den danske elfærge Tycho Brahe på Øresundslinjen har åbnet en ny restaurant, der med mad og drikke ad libitum i en time og 50 minutter skal lokke flere passagerer til rederiet.
Kampen om at lokke passagerer til de danske færger har fået Øresundslinjen til at præsentere en ny nordisk-designet restaurant på den danske elfærge, Tycho Brahe. Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.
Færgen, der har sejlet uden egentlig restaurant siden 2008, åbnede i påsken nemlig de nye lokaler under navnet ’Libitum Social Dining’, hvor passagererne på to dobbeltture frit kan nyde både drikkevarer og et væld af nordiske retter, mens man sejler mellem Helsingør i Danmark og Helsingborg i Sverige.
"Vi har savnet at have en restaurant på vores danske skib, som vi har det på svenske Aurora. Vi lever af og på det smalle sund mellem vores to lande, og vi glæder os til forhåbentlig mange gæster. 'Libitum' skal være et nyt mødested på vandet for danskere og svenskere,” lyder det fra Kristian Durhuus, der er administrerende direktør i Molslinjen, som står bag Øresundslinjen.
Råvarerne i restauranten er nøje udvalgt efter bæredygtighedsprincipper, ligesom fisk og skaldyr er ASC/MSC certificeret, og passagererne kan via små skilte ved retterne hele tiden holde øje med, hvor stort et CO2-aftryk deres måltid skaber. Samtidig har restaurantens kokke stort fokus på kun at producere de nødvendige mængder og undgå madspild.
"Vi ved, at svenskerne elsker at 'tura' – altså spadsere ombord og sejle med frem og tilbage og bruge færgens tilbud. Her kommer der en mulighed i en ny dansk restaurant, som lader svenske - og selvfølgelig danske - gæster opleve det danske 'ad libitum-koncept'," forklarer Kristian Durhuus.
Restauranten åbnede officielt i påsken.