Sten så store som børneværelser: Her er planen for Rønne
Entreprenørselskabet MT Højgaard Danmark har planen klar for udvidelsen af industrihavnen i Rønne, og den indeholdet blandt andet sten på størrelse med børneværelser. Det fortæller de i en pressemeddelelse.
Tre entreprenører bød på arbejdet med udvidelsen af industrihavnen i Rønne på Bornholm, men torsdag blev det offentliggjort, at MT Højgaard Danmark løb med entreprisen, som Rønne Havn A/S forventer samlet vil beløbe sig til cirka 300 millioner kroner.
”Det er en fantastisk spændende opgave og den største vandbyggeopgave for MT Højgaard Danmark i mange år. Vi er stolte over at være med til at fremtidssikre Bornholms vigtigste havn,” siger Jimmy Laursen, der er afdelingsdirektør i Vandbygning, MT Højgaard Danmark.
MT Højgaard Danmark har valgt at bruge Rambøll som rådgiver på projektet, og finske Wasa Dredging skal stå for uddybningen af havnen.
I anlægsarbejdet skal MT Højgaard Danmark tage hensyn til de særlige vejrforhold, der gør sig gældende i området. Selvom Bornholm kaldes solskinsøen, er der sammenlignet med mange andre steder i Danmark oftere kraftig vind og store bølger. Vejrforholdene i Rønne Havn kan sammenlignes med de allermest udsatte steder på den jyske vestkyst. Det betyder, at der blandt andet skal bruges meget store sten til den nye mole.
”Vi skal bruge 500.000 ton sten og kommer til at håndtere sten på op til 30 ton. Det svarer til en sten på størrelse med et lille børneværelse, så de skal transpores til stedet på lastbiler en eller to ad gangen. Det er altså tungt arbejde, der skal udføres, som kræver noget helt særligt udstyr. Vores gravemaskiner er større end 200 ton,” siger projektchef Dan Locht fra MT Højgaard Danmark.
Til gengæld glæder han sig over, at MT Højgaard Danmark på Bornholm – som det eneste sted i landet – har mulighed for at bruge lokale stenmaterialer.
”Vi vil rigtig gerne sikre den lokale forankring af projektet, og har blandt andet indgået aftaler med en række bornholmske stenbrud om at levere størstedelen af stenene til projektet i stedet for at få leveret fra Norge og Sverige, som man normalt gør. Det er vi rigtig glade for, fordi det både mindsker miljøpåvirkning i forbindelse med transport og sikrer ekstra lokal beskæftigelse,” siger Dan Locht.
De første skidt i fremtidssikringen begynder i løbet af maj. Den nye del af molen og de 300 meter kaj forventes at stå færdigt i november 2022.