Stort sikkerhedskursus på Femern-byggeri

Omkring 75 byggearbejdere har sammen med medlemmer af ledelsen fra byggeriet af Femern-tunnelen været på sikkerhedskursus med fokus på hånd- og fingerskader.

90 procent af de daglige aktiviteter involverer brug af lapperne for enden af armene, og derfor er det særdeles vigtigt at passe godt på hænderne, for hånd- eller fingerskade kan nemlig ske på et splitsekund og have alvorlige konsekvenser.

Derfor inviterede Femern A/S og entreprenøren Femern Link Contractors (FLC), der arbejder sammen om byggeriet af den dansk-tyske Femern-tunnel, tidligere på måneden omkring 75 byggearbejdere på sikkerhedsevent, som fandt sted på Nordeuropas største byggeplads ved Marine Workshop. Det oplyser Femern A/S på sin hjemmeside.

Her fik de mange fremmødte demonstreret sikre måder at bruge forskelligt håndholdt værktøj af FLC's HSWE-manager, Geert Wouters, ligesom de fik fortalt om potentielle risici på byggepladsen, hvor byggearbejderne dagligt udsættes for farer som knusning, roterende dele, skæring og ætsende materialer.

"Vi ved, at en alvorlig skade kan ændre dit liv – derfor vil vi minde alle på byggepladsen om at være opmærksomme og bruge det rigtige værktøj og udstyr på den korrekte måde. Jeg deltager og støtter op om sikkerhedsevents på site, fordi vi i ledelsen ønsker at bevare fokus på at opbygge en stærk sikkerhedskultur på projektet," siger Jens Ole Kaslund, teknisk direktør på Femern Bælt-projektet.

Tal viser, at omkring halvdelen af alle ulykker på byggepladsen involverer hænder og fingre.

Powered by Labrador CMS