Cadeler skal installere 72 havvindmøller i Nordsøen
Det danske vindrederi Cadeler har sikret sig en stor ordre på installation af 72 Vestas-vindmøller til havvindmølleparken Inch Cape Offshore Wind Farm ud for Skotland.
Cadeler har sikret sig arbejde til et af deres nye M-klasse vindinstallationsfartøjer. Vindrederiet har nemlig sikret sig kontrakten på at installere 72 V236-15.0 MW-møller, som skal udgøre havvindmølleparken Inch Cape Offshore Wind Farm i Skotland. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
"Denne kontrakt illustrerer endnu en gang den stigende efterspørgsel efter vores nybyggede state-of-the-art skibe og vores forpligtelse til at udvide vores partnerportefølje, samtidig med at vi styrker vores samlede kontraktbeholdning. Med den nylige fornyelse og fortsatte udvidelse af vores flåde af jack-up offshore vindinstallationsfartøjer - branchens største - er Cadeler klar til at imødekomme den hurtigt voksende efterspørgsel," lyder det fra Cadelers administrerende direktør, Mikkel Gleerup.
Inch Cape Offshore Wind Farm skal opføres i Nordsøen 15 kilometer ud fra kysten af fra den skotske kommune Angus og vil, når den står færdig, kunne generere nok energi til at forsyne det, der svarer til cirka 1,6 millioner britiske husstande.
Installationsarbejdet på havvindmølleparken begynder for Cadelers vedkommende i fjerde kvartal af 2026 og forventes at vare i omkring 249 dage.
Kontrakten forventes at have en værdi af mellem 114 og 130 millioner euro.