Flådeudvidelse – Evergreen bestiller 24 containerskibe
Det taiwanesiske containerrederi Evergreen har bestilt 24 nye skibe til sin flåde.
Det taiwanesiske containerrederi Evergreen – som i år har været i vælten med sit uheldige containerskib Ever Given – udvider sin flåde med en bestilling af 24 nye skibe. Det oplyser rederiet.
Evergreen har bestilt 11 skibe på 3.000 TEU, 11 skibe på 2.300 TEU og to mindre fartøjer på hver 1.000 TEU.
Alle 24 nye containerskibe skal bygges hos værftet CSSC Huangpu Wenchong Shipbuilding Company Limited, og koster angiveligt det taiwanesiske rederi i omegnen af 958 – 1,1 milliarder dollar.