Nye havmiljø- og minelægningsfartøjer skal anskaffes hurtigst muligt

Det er en del af den nyligt godkendte plan om Forsvarsforliget, at der hurtigst muligt anskaffes fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer.
Forsvarsministeren og partierne bag Forsvarsforliget er for nyligt blevet enige om dele af den nye flådeplan, og en del af aftalen er, at der skal anskaffes fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer, som skal erstatte de fire nuværende havmiljøskibe. Det oplyser Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i en pressemeddelelse.
"Det er en prioritet for regeringen, at vi kan passe på vores kyster og havmiljø. Derfor skal der være den rette kapacitet til at kunne bekæmpe olie- og kemikalieforurening i havet. Jeg er rigtig glad for, at der som en del af aftalen om flådeplanen anskaffes fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer. Nu har vi fundet en løsning, så vi fremover får et robust havmiljøberedskab, som kan rykke ud, hvis der sker et olie- eller kemikalieudslip i havet," lyder det fra Minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V).
Aftaleparterne er enige om, at det er ambitionen, at fartøjerne skal produceres i Danmark, og foruden olie- og kemikalieudslip skal de samtidig kunne bistå med sømilitære opgaver, såsom minelægning, farvandsovervågning og overvågning af kritisk undersøisk infrastruktur.
De fire nye fartøjer skal erstatte de fire havmiljøskibe Gunnar Seidenfaden, Gunnar Thorsen, Mette Miljø og Marie Miljø, som i dag udgør kernen i havmiljøberedskabet.