Ny flådeplan skal styrke Forsvarets opgaveløsning til søs

Arkivfoto af en af Søværnets fregatter af Absalon-klassen.

Forsvarsforligskredsen tirsdag har givet håndslag på, at de kommende skibe til Forsvaret skal bygges i Danmark.

Offentliggjort

Kapaciteter til overvågning af kritisk infrastruktur i Danmark og nærområdet, nye havmiljø- og minelægningsfartøjer, fartøjer til hjemmeværnet og undervandsdroner. Det er alle elementer af den nye flådeplan, som regeringen og partierne bag forsvarsforliget tirsdag er enige om at styrke den danske flåde med. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

"De trusler, vi møder til søs, er i dag anderledes og langt mere alvorlige end for blot få år siden. Det er især et truende Rusland, vi skal reagere på, samtidig med at den teknologiske udvikling går lynende stærkt. Med aftalen om flådeplanen sætter vi gang i flere hastende anskaffelser, som er første skridt til, at det danske forsvar til søs kan imødegå en bredere vifte af trusler," lyder det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Med aftalen ønsker aftalepartierne, der foruden regeringen består af Danmarksdemokraterne, SF, LA, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale, at forbedre overvågning og suverænitetshævdelse i danske farvande her og nu.

Indkøbene af blandt andet fire havmiljø- og minelægningsfartøjer samt 21 fartøjer til Hjemmeværnet forventes at koste cirka 4 milliarder kroner og finansieres med midler fra Accelerationsfonden og forsvarsforliget.

Anskaffelse af yderligere kapaciteter

Partierne er ligeledes blevet enige om, at der på sigt skal investeres i yderligere kapaciteter, herunder luftforsvarsfregatter, der vil styrke Forsvarets sømilitære kampkraft betydeligt, ligesom der senere skal tages stilling til anskaffelse af flere arktiske skibe med henblik på at styrke den samlede opgaveløsning i Arktis og Nordatlanten.

Derudover skal der ses på mulighederne for at samarbejde med NATO-allierede og med dansk erhvervsliv. Det er nemlig den politiske ambition, at en stor grad af produktionen kan ske i Danmark, herunder i samarbejde med NATO-allierede.

Derfor er det hensigten, at de kommende anskaffelser skal styrke den danske produktionskapacitet med øje for, at både hastighed i forhold til anvendelse og forsyningssikkerhed er vigtig for Forsvaret.

Investeringerne skal også tage højde for de kommende NATO-styrkemål, som tildeles Danmark i sommeren 2025.

"Søværnets nuværende flåde af fregatter har gode år i sig endnu, men der skal gennemføres nye investeringer. Derfor er det rettidig omhu, når vi i aftalen om en ny flådeplan vil skabe et oplyst grundlag, før vi træffer beslutning om anskaffelse af danske fregatter. Den beslutning træffer vi, når NATO’s styrkemål falder på plads i juni. Herefter kan vi beslutte, hvad vi skal anskaffe og hvordan, når det gælder de nye fregatter og arktiske skibe,” siger Troels Lund Poulsen.

Powered by Labrador CMS